Startside

  Australien

  Thailand

  New Zealand

  Gæstebog

 

Fantastiske New Zealand

Dag 1

Først og fremmest en anelse koldere end Thailand!!! Nå, men efter at have forladt Bangkok lufthavn landede vi i Sydney kl. 6.00 (kl.3.00 Thailandsk tid), og glædede os til at komme videre til New Zealand. Vores fly skulle afgå allerede kl. 8.00, hvilket var skønt, da vi var en smule trætte pga. tidsforskellen og det tidlige tidspunkt på dagen. Men det hele skulle vise sig at gå som smurt i tjære! Vores fly havde tilsyneladende nogle problemer, som lige skule fixes, før vi kunne lette, og inden længe var vi tre timer forsinkede! Vi begyndte at udvikle sved på panden, da vi kunne regne os frem til, at klokken ville være 17.00, før vi landede i Auckland, hvor vi skulle afhente den autocamper, vi skulle rejse rundt i på New Zealand. Vi besluttede os for at ringe til selskabet for at undersøge, om vi kunne komme senere. Et godt råd: "Ring ikke fra lufthavnen via dit visa kort, selvom det er p.... nemt", det skulle nemlig vise sig at koste 196 kr. at ringe fra Australien til New Zealand i ca. 5 min., sikkert fordi opkaldet lige skulle omkring England, inden det blev omdirigeret til New Zealand!? Nå, men desværre lukkede selskabet kl. 17.00, så vi ville ikke kunne nå at hente autocamperen før næste dag. Set i bakspejlet var det nok ikke helt så dumt, da vi efterhånden skulle have velcro på øjenlågene for at holde dem åbne. Så i Auckland med al bagage i behold fandt vi et Motel for natten (billedet ovenfor). Vi krøb forholdsvis hurtigt under dynen, både fordi vi var udkørte, men også for at holde varmen!

Dag 2

I dag vågnede vi friske, veludhvilede og klar til at tage hul på næste kapitel af vores eventyr. Vi fik checket ud, og kl. 10.00 var vi klar til at hente bilen hos udlejningsselskabet "Backpakers". Vi fik en grundig instruktion i "What to do and not to do". Nogle af tingene synes vi dog var lige lovlig indlysende som fx "Husk at slukke for gassen", "Skift vandet i vandbeholderen hver anden dag" og "Husk at frakoble strømstikket fra campingpladsens elskab inden afgang". Selvfølgelig...men vi var mest optagede af, hvordan man påsætter snekæderne på hjulene i tilfælde af sne, og hvor varmeblæseren var! Kl. 11.30 var vi klar til at slippe håndbremsen, og af sted det gik over stok og kantsten! Vi havde jo talt en del om, hvordan det ville være at køre i den forkerte side af vejen, men ikke om hvordan det ville være at manøvre den forkerte vej rundt i en rundkørsel, så i første rundkørsel så vi ca. sådan her ud: "Hoppende af sted pga. besværet gear skift, op over diverse kantsten, vinduesviskerne på for fulde hørm og vel og mærket ingen blinklys". Puhaaaaa sveden piplede frem!!! Efter 1½ km holdt vi ind ved et supermarked og begyndte så at grine:o) Efter at have handlet provianter og spist frokost begav vi os af sted nord på mod byen Whangerei, hvor vi gik en tur ved vandfaldet på billedet ovenfor til højre.

Vi havde udset os en lille hyggelig by Tutukaka, hvor vi ville slå lejr for natten, og mente at vi havde tid til at komme hertil inden mørket faldt på. Vi havde dog overvurderet de New Zealandske veje en smule, så efter at have tilbagelagt 1/4 af vejen til var det mørkt! Vi kørte langs vandet oppe i bjergene, så muligheden for at give max gas var der ligesom ikke. Vi fandt dog frem til "Tutukaka Holiday Park" og fik autocamperen smidt ind på en plads med strøm. Efter at Lars havde hjulpet Anne med at løsne hendes bid i instrumentbrættet og hendes indborede negle fra armlænet, fik vi pakket ud. Vi fik tilberedt vores aftensmad og nød den i vores nye hjem, som I kan se til venstre. Vi var nu ved vejs ende på den første dag og havde kørt ca. 220 km.

Dag 3

Holy biiiiip...det var sørme godt nok en lille smule køligt i nat! Vi stod op kl. 8.00, og glædede os til et dejligt varmt bad - citat Anne: "Mmmm det var skønt", citat Lars: "Put ikke din eneste mønt i automaten til handicap badet, bare fordi der er mere plads, det er nemlig ikke sikkert, at der er varmt vand"!? Efter en dejlig morgenmad var vi efterhånden klar til at køre videre nord på mod Paihia. Ind i bilen med os og af sted, vi skulle godt nok give den lidt ekstra gas for at komme ud af indkørslen, men det var jo også en tung bil! I første rundkørsel kom vi til at tage den forkerte vej, så vi endte nede på havnen i Tutukaka. Nå, men sådan en lille forhindring skulle ikke stoppe os, og lige da Lars er klar til at sætte bilen i bakgear, ændrede hans ansigts kulør sig til noget, der allermest mindede om et spøgelse, og kiggede over på Anne, som var fordybet i kortet. "For s...." sagde Lars, Anne: "Hvad, vi vender da bare om", Lars: "Nej, vi har glem at frakoble strømstikket"!? Og så stod tiden stille (ovenfor ser I resultatet)!

Vi skyndte os tilbage til campingpladsen, og heldigvis havde kablet viklet sig om en vandhane, så selve elskabet havde ikke taget skade, hvad var mere, end man kunne sige om kablet...det så ikke godt ud! Da vi fandt camping-fatteren, sagde han: "That's usual for the first night", og vi sagde i munden på hinanden: "Really", hvortil han sagde: "no" med et smil på læben. Han var så flink og hjalp os med at finde en mekaniker i Whangerei, der kunne hjælpe os. To kaffe, en kage, et nyt størmstik og kabel senere var vi på farten igen, og kunne næsten ikke kigge på hinanden uden at grine. Et godt råd til alle jer, der vil forsøge jer som campister: "Det sner ikke så meget på nordøen på New Zealand i august, så følg mere med i de simple instruktioner og knap så meget i, hvordan snekæder påsættes, og selvfølgelig lad ALTID strømkablet hænge på sidespejlet i førersiden, så glemmer I ikke at frakoble den inden, I futter af sted"!!!

Efter frokost ved stranden i Paihia besluttede vi os for at køre tværs over landet til byen Oponini på vestkysten. Det var nu begyndt at glide lidt bedre mht. gearskift, blinklys, vinduesviskere og kantsten. Anne havde dog meget svært ved at vende sig til pludselig at have stejle kanter på sin venstre side, og Lars måtte ind imellem bede hende flytte sig fra gearstangen, som hun klamrede sig fast i for ikke at falde ud af bilen. Anne skulle koncentrere sig for ikke at efterlade flere bidemærker i instrumentbrættet og forsøgte i stedet gentagende gange at gøre Lars opmærksom på, at han var utrolig tæt på kanten i hendes side! Dette kan dog være en anelse forstyrrende, når det siges i et højt og eksplosivt toneleje.

På vej mod Oponini kom vi forbi en af de berømte "Glowworm caves", og besluttede os for at se den. Ormene er helt bitte små og er svære at få øje på i dagslys, men i fuldstændig mørke lyser de op som en nattehimmel. Det var en meget sjov oplevelse, og vores guide (som I ser med lampen på hovedet) kom med den ene sjove anekdoter efter den anden. Da vi havde kørt ca. 210 km i alt den dag, var vi nået frem til "Oponini Holiday Park", hvor vi gik en dejlig tur ved vandet og spillede yatzy, indtil vi fandt soveposen frem.

Dag 4

Efter en meget varmere nat med varmeblæseren på max, stod vi op kl. 8.00 og spiste morgenmad med havudsigt. Vi havde læst om nogle meget imponerende træer, som var i nærheden, så da vi havde fået pakket al vores grej og vigtigst af alt vores strømstik væk, satte vi bilen i gear med kurs mod Waipoua Forest. Træerne kaldes Kauri træer og vokser kun få steder i verden. Det største træ "Tane Mahuta", som vi står ved på billedet til venstre, var 51,5 m høj og havde en omkreds på 13,8 m, så ja, det var bare enormt. Vi begav os videre og så også verdens ældste Kauri træ, som var noget over 2000 år gammelt. Det specielle ved disse træer er, at de selvfølgelig er enorme, men også at de tidligere bragte utroligt godt tømmer og gummi, som var store indtægts kilder for Maurierne (som de indfødte New Zealændere kaldes). I dag er de mere eller mindre fredede.

Efter nogle skønne timer i den omkring liggende skov kørte vi videre til Kai Iwi Lakes og fik vores frokost. Vi havde jo pakket en kuffert hjemme i Danmark, som Lise, Annes veninde, skulle sende til Melbourne med Postdanmark, så den var fremme, når vi ankom. Tiden var så småt begyndt at nærme sig til, at den skulle sendes af sted, så vi begyndte det, der skulle vise sig at blive en lang og besværet jagt efter internet på New Zealand. Vi kørte til byen Dargaville, hvor vi fandt en enkelt lille internet biks, men i forhold til Thailand eller Danmark for den sags skyld, har lukkeloven et fast greb i de New Zealandske butikker. Alt er lukket lørdag og søndag, så det kunne vi godt skyde en lang pil efter. I stedet kørte vi til Matekohe, hvor vi besøgte et Kauri museum. Lars fik lov at prøve kræfter med en Kauri stamme, og som I kan se på billedet til højre, fik han en let violet farve i ansigtet. Vi kom en god time før lukke tid, så vi fik at vide, at vi kunne komme tilbage dagen efter på samme billet, da receptionisten var overbevist om, at vi ikke ville kunne nå det hele denne dag. Øhhh...det var da spændende, men man skal jo heller ikke overdrive!

Efter vores kulturelle oplevelse fandt vi en camping plads i Paparoa, hvor vi slog lejr. Vi brugte aftenen på at skrive postkort og læse. Da det jo stadig var sidst på vinterhalvåret på New Zealand, gik solen tidligt ned hver aften, så vi fik ikke bedrevet så meget efter kl. 18.30. Men det gav tid til at gennemføre "Autocamper Mesterskabet for Professionelle og særlig Dedikerede" i såvel yatzy og backgammon! Dagen havde budt på ca. 270 km kørsel med temperaturer mellem 6° og 13° c.

Dag 5

Så kom der andre boller på suppen med mor bag rattet:o) Dagen i dag begyndte kl. 8.30, hvor Lars overraskede Anne med English breakfast med æg og anderledes pølser. New Zealand skal have ros for rigtig meget, men når det kommer til pølser, vinder de ingen priser...fy for den da...og så havde vi endda købt de pølser, der lignede de danske mest, men alligevel sad vi med fede medister lignende pølser til morgenmad! Vi havde besluttet os for at bruge dagen på at køre en del, for at komme syd for Auckland. Vi kørte mod Te Aroha, men nu havde vejret ændret sig en del, og det sidste stykke kørte vi i silende regn. Da vi kom til "Te Aroha Holiday Park", regnede det fortsat, så vi satte os for at ringe hjem til Danmark og sige hej, men efter vi havde forsøgt at downloade Skype i 2½ time, opgav vi! Vi fik planlagt næste dag, og efter aftensmaden og 1/8 finalen i backgammon gik vi til ro. Vi havde i dag tilbagelagt 250 km.

Dag 6

Vi stod op kl. 8.30 og var hurtig klar til at køre mod byen Matamata for at besøge "Hobbiton", hvor filmen ved samme navn blev filmet. Selvom vi syntes at kunne genkende meget af naturen fra "Ringenes Herre", er trilogien optaget på sydøen og kun scenerne fra Hobbiton på nordøen. Da vi lang om længe fandt byen - det er jo en miniature by, så den var svær at finde:o) - fandt vi ud af, at der kun var guidede turer, og at de kostede $ 50 per person, hvilket vi syntes var lige i overkanten. Vi lavede om i planerne og satte kursen mod Rotorua. Vi fandt et lækkert lille sted, som faktisk kunne minde lidt om at være "på landet" i Danmark - eller som Lars sagde: "som at være i Skive"!!! Vi nød vores frokost her, og besluttede os for at tage til en seværdighed kaldet "Agrodome". Det var et sted, som bød på lidt af hvert, alt fra fåreshow med fåreklipning, bungeejump til ekstrem speedboading. Vi tog ind for at se fåreshowet, som varede ca. en time, hvor vi først blev præsenteret for de 19 forskellige fåreracer, man har på New Zealand. "Drysdale", som Lars forsøgte at blive venner med på billedet til højre, var en af de mange forskellige racer. Efter at de alle var kommet på scenen, fik vi en smag på, hvor hurtigt det kan gøres, at barbere et får uden vel og mærket at skære den. Det gik vildt hurtigt, og det dejlige bamsebløde får som var kommet ind måtte forlade scenen helt nøgen.

Inden den fik lov til at forlade gemytlighederne, deltog vi alle i en auktion om det ny barberede får. Man behøvede ikke at gøre den helt store indsats, bare man kom til at hoste, havde man budt på det stakkels får:o) Der var jo mange forskellige nationaliteter inde og se showet, men der var helt klart overvægt af asiatere, som vi jo nok alle ved ikke altid forstår ironi(det var en god generalisering), så den lille kinesiske dame, der bød højest ved blot at dreje hovedet til venstre, troede rent faktisk, at hun havde købt et helt får for sølle $ 100 og gik ikke helt ufrivilligt med til at aflevere fåret igen!? Hun fik dog lov til at malke en ko som et plaster på såret. Herefter var der mulighed for at made lam og få sin finger suttet af en kalv (til det sidste siger Anne: "Ad ad ad").

Vi sprang over at bungeejumpe, da vejret ikke var så godt og kørte i stedet til "Affordable Holiday Park", som lå lige ud til Lake Rotorua. Det var bare et rigtigt skønt område, og vi så vores første sorte svaner.

Vi havde købt ind til en rigtig traditionel New Zealandsk ret med nogle kartofler, der svarer til søde kartofler derhjemme, og så havde vi jo lidt tilbage af den skønne pølse fra nogle dage tidligere - og ja, som Lars' motto jo lyder: "hellere skide det ud end smide det ud". Men som det kan ses på billedet til højre, hældte vi begge nok mest til det sidste, men det gled ned med hjælp fra noget af det syntetiske saftevand, I ser på samme billede! Efter sådan et måltid var vi nød til at slå mave, så vi læste og slappede af, indtil vi blev enige om, at vi vist lige så godt kunne rede sengen for natten og putte os i vi vores soveposer. Vi havde kun tilbragt 120 km bag rattet i dag. Vores plan var i udgangspunktet at køre hele vejen rundt på nordøen, men efter at have prøvet kræfter med de New Zealandske veje opgav vi hurtigt det. Dette ville have betydet, at vi skulle køre stort set hele dagen, så vi besluttede os for at blive i den nordlige halvdel af nordøen.

Dag 7

Af en eller anden grund sov vi utrolig dårligt i nat, så da vækkeuret ringede kl. 7.00, var afstemningen enstemmig, og vi satte den til kl. 9.00 i stedet. Da vi så efterhånden fik snøvlet os op, bestemte vi os for, at denne dags dejlige solskin skulle nydes på hesteryg - det kan da kun gå galt!!! Vi havde fundet en brochure den anden dag om et lille sted kaldet "Paradise Valley", hvor man kunne få en tur på hesteryg i fantastiske omgivelser, så det skulle have en chance. Vi gennemgik hurtig vores heste-erfaring og blev omgående enige om, at vi skulle have to udgaver af Søvnig og holde os langt væk fra Gnavpot og Prosit, hvis vi altså kunne vælge. Da vi fandt frem, begyndte det selvfølgelig at stå ned i stænger, så vi ventede tålmodigt i camperen, indtil det klarede op. Det gjorde det heldigvis forholdsvis hurtigt, og kl. 11.30 var vi installeret på hver vores krikke, og af sted det gik. Lars havde lidt problemer med styrtøjet og tog et par omgange, inden det gik lige ud. Det gjorde Anne så også, da hendes hest var besat af at vinde legen: "kongens efterfølgere"! Det var rigtig flot og efter at have vendt os til vores nye automobil, kunne vi også nyde turen. Da vi stadig ikke var helt udhvilede og havde planer i morgen lige uden for byen, besluttede vi os for at finde et sted at slå lejr og ikke køre mere i dag (i alt 40 km).

Vi fandt "All Four Seasons Holiday Park" efter en gåtur i byen Rotorua og fik smidt øsen ind på en plads. Hovedsageligt havde vi valgt pladsen pga. det spa-bad, de reklamerede med, men det var under renovering, så efter frokost snuppede vi en morfar i stedet:o) Til aften havde vi købt ind til en lækker blomkåls ret, og vi var begge ret forventningsfulde efter vores lidt anderledes aftensmad i går. Dagens tip: "vend ikke ryggen til din gryde med ultra tynd bund på et gaskomfur"! "Smagen af brændt blomkål er lidt for sig", er alt, hvad vi kan sige ud over: "det er tilladt at fiske"! Efter dette udsøgte måltid besluttede vi os for endnu engang at forsøge at downloade skype, men med samme resultat. Vi er stadig lidt i tvivl om, man overhovedet kan finde ordet "internet" i en New Zealandsk ordbog, hvis man slår det op?!? Nå, men vi vendte tilbage til vores hjem og fik efterhånden redt seng, og som I kan se, var det faktisk ingen dårlig seng.

Dag 8

I dag stod vi op kl. 8.00 til en ualmindelig forfærdelig lugt eller rettere stank! Natten havde været rigtig kold helt ned til -6°, hvilket får vulkanske sten til at udsende en stank af svovl ... én indånding gennem næsen og den ellers normale tætte skov af næsehår - væk på nul komma fem! Efter at have fortæret morgenmaden, hvor det forresten var tilladt at smaske (da indånding gennem næsen jo ikke var en mulighed), kørte vi til "Te Puia" som lå i udkanten af Rotorua. Det var en termisk park med kogende mudderhuller (billedet til venstre), geysere i udbrud (billedet nedenfor) mv. Det var helt speciel at se alle disse naturlige kræfter udspille sig uden manipulering af menneskehænder.

Vi sad fx på nogle sten lige ud for geyseren på billedet til højre som blev så varme at vi måtte rejse os efter nogen tid. Vejret var bare perfekt og vi nød et par timer i parken inden vi skulle til en Mauri-koncert som var inkluderet i indgangen. Det var rigtig spændende at få en lille smagsprøve på deres ritualer osv. Det var dog lidt svært at få nogle gode billeder af det da forholdsvis mange af de japanske turister åbenbart ikke til fulde integrerede informationen om at man ikke måtte stå op og tage billeder eller filme! Men det var sådan set morsomt nok i sig selv:o) Efter frokost satte vi kurs østpå mod byen Opotiki hvor vi ca. var fremme kl. 17.00. Vi holdt efter 137 km. ind ved "Island View Family Holiday Park" som lå lige ud til havet!

Efter at have færdigskrevet de sidste postkort gik vi ned på stranden og nød solnedgangen. Og ja, Anne meldte sig frivilligt til at løbe en lille tur på stranden i bare tæer, mens Lars drak øl og tog billeder, som I kan se på billedet til venstre (med mindre du er en ukendt kvinde fra Opotiki så behøver du ikke læse denne parentes ... hvis du til gengæld er denne kvinde så må du meget undskylde, men min familie og venner skulle nødig tro jeg var doven - tak for hjælpen, Hilsen Anne). Campingpladsen havde den bedste beliggenhed, men i kraft af at vi jo rejste rundt i deres tidlige forår blev det faktisk forrygende mørkt om aftenen. Med risiko for at lyde lidt bange, så tangerede det faktisk til det uhyggelige, og vi sendte en tanke hjem til vores mødre:o(

Dag 9

Natten til i dag var allerede meget varmere end natten før, da vi nu igen var ude ved kysten og vi stod op til en morgen med høj solskin og nød vores morgenmad med havudsigt. Kl. 10.00 satte vi os ind i bilen og kørte sydøst på. Vi kørte langs en flod op i bjergene og det var nok den smukkeste dag bag rattet i dag. Vi stoppede ind ved en meget gammel bro hvorfra billedet til højre er taget, som bare viser så godt hvor blandet naturen var hele den dag. Vores middagsmad indtog vi på havnen i Gisborne som var den sydligste by vi besøgte på vores rejse. Ja, faktisk er det jo den sydligste by i verden, som vi har besøgt!!!

Vi kørte fra Gisborne nordpå langs kysten til en lille by Tolaga Bay, hvor vi nød vores eftermiddags kaffe med en gåtur ved stranden. Vi ville dog gerne nå til Tokomaru Bay inden det blev alt for mørkt, så vi fortsatte og nåede bestemmelsesstedet kl. 16.00. Det var dejligt for så kunne vi nå at få lidt ud af området inden mørket faldt på. Vi gik en dejlig tur ud på tangen som I ser på billedet til venstre. Vi gik på nogle store sten så balancen og reaktionsevnen kom på arbejde. Som I kan se på billedet nedenfor kom vi ud på tangen uden problemer og i højt humør. Turen tilbage var dog en anden historie da Dupont og Dupont havde ikke lige taget højde for fænomenet "ebbe og flod", men nogle glatte sten og et par våde sko senere var vi hjemme i camperen igen.

Vi havde stadig tid til et spil bordtennis, så den fik for fulde hammer. Campingpladsen "Mayfair Store & Camping Ground" var tilsyneladende tilholdssted for nogle lokale skovarbejdere som spiste og sov her. Lars snakkede med et par af dem og her hørte vi for første gang det der skulle vise sig at blive sædvane hver gang vi præsenterer os som danskere. For ja Frede og Mary er ikke bare vores darlings, de er også godt kendt både på New Zealand og selvfølgelig i Australien. Det er dog fra en anden vinkel og efter at være kommet til Melbourne har vi både læst og hørt forskellige historie som ikke umiddelbart minder om det vi kender, fx at Frede drikker for meget og overlader alle opgaver til Mary og Margrethe. Men holde fast i Lars det skal man, for de er overbeviste om, at alle danske mænd har blåt blod i årerne og græder, når deres kommende hustru kommer op ad kirkegulvet!?! Efter en skøn aftensmad med sur-sød kylling (den slår aldrig fejl) skulle der tages hul på semifinalen i yatzy som blev fløjtet i gang med en flaske vin. I dag fik vi tilbagelagt godt 250 km. og allerede over halvvejs i vores ophold på New Zealand!

Dag 10

Hr. Espen Hovde's føds' da' - tillykke:o) I dag stod vi op kl. 8.00 til regn og blæst. Det satte dog ikke en stopper for vores planer for denne fredag. Ca. 20 km nordøst for en lille by kaldet Te Araroa finder man verdens østligste fyrtårn med udsigt til den østligste ø i verden "East Cape", så det skulle opleves. På billedet til venstre står Lars i byen Te Araroa inden vi begav os afsted på de 20 km. som det skulle vise sig at tage en time at køre pga. ensporede og ujævne veje. Vi kom dog frem og besteg de ca. 600 trapper op til fyrtårnet. Der var forskellige beskrivelser af East Cape (billedet nedenfor) ved fyrtårnet bl.a. en om et dansk skib som var forlist uden for East Cape. Jo jo de danske rødder er at finde over hele den vide verden:o)

Efter at være kommet tilbage til Te Araroa indtog vi vores frokost ved roden af det største Pohutukawa træ i verden. Det var ikke stort i højden men i omfang, men efter at have set de kæmpe Kauri træer var vi ikke helt så overvældede. Herefter kørte vi til Waihau Bay hvor vi fik vores kaffe og nød at solen efterhånden tittede frem. Vi kørte videre og fandt "Hawai Bay Motor Camp". Vi havde lidt problemer med at få fyldt vandtanken op, for vi fulgte jo med i timen da vi fik instrukser i Auckland og nu tænker I nok om vi huskede at frakoble vandslangen fra vandhanen da vi var færdige, og ja vi har ikke glemt en frakobling siden den, I ved nok! Vi slappede af ovenpå de 265 km. vi havde kørt i dag og nød aftenen indtil vi puttede os.

Dag 11

Vi stod op ca. kl. 8.30 i dag. Vores oprindelige plan var at tage vores sidste overnatning i Auckland, inden vi skulle flyve til Australien. Vi var dog i mellemtiden blevet så begejstret for vores lille autocamper, at vi besluttede at leje den en dag mere og så droppe overnatningen i Auckland. Man skulle måske tro at vi havde lært at være påpasselige overfor grådige telefonbokse i Sydney lufthavn, men nej! Vi tog den første og den bedste telefonboks vi kunne finde for at ringe til udlejningsselskabet. Og minsandten om det ikke lykkedes telefonboksen at presse 60 kr. ud af Visa-kortet på de fem minutter, det tog os at forlænge lejen. Nå, det var der jo ikke noget at gøre ved. Men det giver et lille indtryk af de store afstande på New Zealand, hvor man lige så snart man har forladt en større by befinder sig i "ingen-mands-land".

Resten af dagen var en rolig dag. Vi nød vores middagsmad ud til stranden og ankom til "Bowentown Beach Holiday Park" allerede kl. 16. Det gav os tid til endnu en gåtur langs stranden, hvor vi lod os friste af højdeforskellen mellem klitterne og stranden. De forbipasserende kiggede forundrede på os, da de så os springe ned fra klitterne og ned i de største sandbunker, vi kunne finde -og skyndte sig i øvrigt videre, da de så, hvordan vi grinende og med skoene fulde af sand kravlede op igen for at foretage næste spring. Men vi nød at kunne gøre, hvad der passede os et sted, hvor vi var ret sikre på, at der ikke lige kom nogen forbi, der ville genkende os.

Aftenen bød på vores hof-ret; den altid delikate Spaghetti Bolognese. Uhmm. Efter opvasken regnede det så vi blev tiltrukket af fjernsynet, der viste en halvgod amerikansk komedie, som vi kunne slappe af til. Vi havde igen i dag tilbagelagt 265 km.

Dag 12

Tillykke Ida:o) Efter bevist at have valgt en campingplads med high-speed Internet ville vi i dag ringe hjem til Danmark for at snakke med Anne's veninde Ida (og en masse andre muntre venner samlet ved Ida) på hendes fødselsdag præcis midnat. Det lykkedes os at downloade Skype, men computeren nægtede alligevel at lade os ringe, da den ikke havde noget lydkort!? Nå, nu blev tiden pludselig knap, og vi skyndte os til den nærmeste by, der ikke kunne kategoriseres som en landsby. Her fik vi at vide, at vores eneste mulighed var at købe et internationalt telefonkort hvilket dog indebar at vi skulle ringe fra en fastnet-telefon (telefonbokse ikke inkluderet). Endnu engang måtte vi altså konstatere at afstandene i New Zealand har besejret teknologien (med mindre man har r.... fuld af penge). Den nye plan blev i stedet, at skynde os videre til næste destination, "Orere Point Holiday Park", hvor vi købte nogle øl for, om ikke andet, at give os en lille følelse af at være med ved fødselsdagsfesten i Danmark. Efter et tæt og spændende opvarmningsspil pool stod den på de uofficielle verdensmesterskaber i bordtennis. Anne måtte dog erkende, at hendes bedste mulighed nok var at blive tilstrækkelig skadet til at hun kunne tillade sig at stille op i handicap-bordtennis. Lars har endnu ikke fået armene ned. Afslutningsvis stod den på det altid morsomme (hvis man har en barnlig sjæl) air-hockey. vi forsøgte en sidste gang at chatte med Danmark inden vi lagde os, men MSN er heller ikke en selvfølgelighed på de New Zealandske computere, så vi opgav endelig ved midnat og krøb i soveposen efter 153 km. på denne søndag.

Dag 13

Vi snuede i dag til kl. 8.30 hvorefter vi nød vores morgenmad. Denne sidste hele dag skulle gå med at komme tilbage til Auckland, hvor vi ville køre ud på en lille ø og nyde det gode vejr. Det gik overraskende godt med at finde øen i forhold til uoverskuelige kort. Det vi dog ikke kunne se på kortet var at øen udelukkende blev brugt til udgravning af diverse råmaterialer, så efter at have passeret 10 lastbiler og ingen personbiler måtte vi konstatere at vi altså ikke kunne komme videre. Da vi kørte tilbage kunne vi da også godt se de mange skilte mod udgravningsområdet. I stedet kørte vi til den måske diamentrale modsætning til en fredfyldt ø (som vi i første omgang havde søgt); nemlig et storcenter, hvor vi efter lidt handlen kunne sætte tænderne i to store McDonald menuer - det ved man jo hvad er. Og jo om det ikke til slut skulle lykkes for os at komme i kontakt med Danmark. Vi fandt en campingplads "Top 10 Holiday Park" efter 94 km. og i udkanten af Auckland, som havde perfekt internet forbindelse så vi fik sykpet hjem til begge hold forældre. Det var dejligt at knævre lidt - lidt og lidt siger Lars og rynker på panden:o) Herefter forberedte vi os på vores sidste aften og nat på New Zealand i denne omgang i hvert fald for vi har jo stadig sydøen tilgode.

Dag 14

Vi overnattede jo tilpas tæt på lufthavnen til at vi kunne tillade os at sove længe og nyde en god morgenmad inden bilen skulle rengøres. Til stor fornøjelse for de omkringboende fugle og ænder og Anne især blev brødresterne delt ud med kærlig hånd af denne unge frøken Overgaard. En enkelt andrik var dog grådig nok til konstant at gå efter de største stykker brød, hvilket til sidst gav bagslag. Et stykke satte sig fast i halsen på den, hvilket udmøntede sig i et større drama, hvor andrikken vræltede rundt på pladsen og hostede og spruttede for at gøre alle opmærksomme på dens tilstand. Anne nærmede sig chok-tilstand og forsøgte at stille en skål med vand ud til det stakkels lille kræ, alt i mens Lars skyndte sig at pakke de sidste ting sammen for at kunne forlade gerningstedet hurtigst muligt.

 

 

 

 

 

 

Da vi nåede ud til Backpackers hvor vi havde lejet bilen stod kilometertælleren på 2061 km. hvilket vi var godt tilfredse med. Den noget moderate temperatur og de lange afstande mellem byerne på New Zealand gjorde campervan'en uundværlig for os og var med til at gøre turen utrolig behagelig, hvor vi kunne nyde hinanden og den fantastiske natur mest mulig.

 Dette Websted blev sidst opdateret 05. december 2006