Startside

  Australien

  Thailand

  New Zealand

  Gæstebog

 

Australien - Vennebesøg

Annes arbejde  Lars' arbejde  Vennebesøg  Oplevelser  Campervan-tur

Ja, hvor er det dog dejligt at have en overskrift på vores hjemmeside som hedder "Vennebesøg" og så endda i flertal. På denne side vil vi vise lidt billeder og fortælle om de hyggelige besøg vi har haft samt dem vi har foretaget.

 

Thelma og Espen i Melbourne - The one with the glasses!

Vores første gæster i lejligheden i Melbourne var Thelma og Espen. Thelma er et af bladene i den skøre men fantastiske trekløver der blev færdige som sygeplejersker her i sommers. Lise - som er blad nummer to - har vi savnet forfærdeligt hernede, og blad nummer tre...ja den må I selv regne ud. Espen - Thelmas kæreste - studerer ingeniør og er lige så lang med studiet som Lars. Espens 9. semester bød altså på muligheden for et udenlandsophold og tro det eller ej valget fald på Sydney, hvilket Anne og Lars er ganske tilfredse med. Thelma og Espen bor altså i Sydney frem til først i december, men fandt tid i kalenderen til at komme til Melbourne. Faktisk havde Thelma og Anne allerede fastlagt tidspunkt, varighed og antal af besøg inden de forlod Danmark, det ved drengene bare ikke...shhhh!

Fredag d. 15. september kl. 14.30 landede de så i Avalon - en lille lufthavn ca. 40 km. udenfor Melbourne. Lars' firma er jo så flinke til at låne os bil i weekenderne, hvilket gav os mulighed for at hente dem i lufthavnen. Gensynet var fantastisk og vi syntes alle det var lidt mærkeligt at mødes på den anden side af jorden. Vi kørte tilbage til Melbourne hvor vi fik handlet ind til weekendens strabasser. Vi fik en dejlig aftensmad og gav stemmerne frit løb. Det betød jo at stemmebåndene skulle smøres fra tid til anden, men det må man jo tage med:o) Hen på aftenen skulle drengene luftes, hvilket foregik langs standpromenaden og i træerne! Vi fandt faktisk på dette tidspunkt ud af hvorfor det er at Tarzan altid svinger rundt fra træ til træ...det er for at lede efter sine briller som han har tabt!

Men han behøver ikke at lede mere for Espen har fundet dem i et træ på Foam Street i Melbourne. Hvis I kigger godt efter på billedet ovenfor kan man se at Espen allerede har taget dem på. Det kan måske være nemmere at se på billedet til højre, der er det godt nok Thelma der har dem på, hvis nogen skulle være i tvivl. Nå men aftenen gik og efter at have klargjort dobbelt luftmadrassen via mund-til-mund metoden gik vi i seng.

Lørdagen stod på sight-seeing og afslapning. Vi indtog vores medbragte frokost i en park (se billedet nedenfor) i Melbourne, hvor James Cook's hytte er. James Cook var ham der (ifølge Briterne) opdagede Australien i tidernes morgen. Aftensmaden stod på hjemmelavet pizza og tilhørende våde varer. Vi smuttede efterhånden ned i den nærliggende by St. Kilda og så lidt på nattelivet. Igen bragte brillerne stor glæde nok mest for os, men helt sikkert også for nogle af de andre gæster på værsthuset:o)

Søndag var vi så lidt klatøjet...alle fire blev ramt af influenza eller noget lignende. Ingen af de to nyuddannede sygeplejersker havde dog kendskab til den enorme effekt et stykke genopvarmet hjemmelavet pizza har på influenza symptomer og inden længe var vi ude af fjerene og tog en sporvogn ind til centrum. Der sker jo altid noget derinde så vi fik et par timer til at gå inden vi vendte snuden hjem igen. Lars skulle jo møde tidligt mandag morgen så vi gik forholdsvis tidligt til ro.

Mandag stod i tøsernes tegn. Espen havde en stor opgave som skulle afleveres tirsdag og som stadig manglede lidt. Lars var jo på arbejde så Thelma og Anne var overladt til dem selv om eftermiddagen. En dejlig gåtur langs vandet med en is i hånden og senere en god kop kaffe...hvad mere kan man ønske sig! Om aftenen hvor vi var samlet igen blev vi enige om at der ikke skulle gå for lang tid inden Anne og Lars tog turen til Sydney. Inden vi havde fået os set om var det tirsdag morgen hvor Thelma og Espens fly gik mod Sydney og besøget var slut. Vi havde en fantastisk forlænget weekend sammen med jer. Vi elsker jeres selskab og at grine til maverne gør ondt, om det så er i Aalborg med kokosnød-kast, på ski eller i et træ i Melbourne! Vi glæder os allerede til at besøge jer.

 

Steffan, Anja og Michael i Melbourne - The one with Bombay Gin

Allerede torsdag d. 28. fik vi besøg igen, denne gang af (i første omgang) Steffan og Anja. Lars har gået på gymnasiet sammen med Steffan, og Anja er så Steffan's storesøster. Da de kom til os, havde de rejst rundt i ca. en måned, hvor de havde besøgt Thailand og New Zealand. Deres næste og sidste måneds ferie skulle så tilbringes i Australien, og heldigvis fik de passet ind i deres planer, at komme forbi og besøge os. Anne hentede dem torsdag formiddag og på vej hjem til Elwood med toget, fandt Anja og Anne hurtigt ud af, at de havde fælles venner. Anne's veninde hjemme fra Skive Janni Toft - som bl.a. har ordnet rejsen for os - bor nu i Århus, hvilket Anja og Steffan også gør. Det sjove er så, at Janni i udgangspunktet skulle have rejst rundt sammen med Anja og Steffan, men fik tilbudt en gratis ferie til Hawaii, og hvem siger nej tak til det!?!. Det kunne nu have været morsomt, hvis Janni var stået af flyet sammen med Anja og Steffan:o)

Anja og Steffan var meget trætte, da deres fly fra New Zealand afgik, før en vis herre har fået skoene på, så efter lidt morgenmad tog de sig en morfar. Lars fik efterhånden fri, og vi hyggede og snakkede om diverse ferier resten af aftenen.

Fredag skulle både Lars og Anne på arbejde, så Anja og Steffan var overladt til dem selv. De havde dog også en to-do-list, som skulle vise sig, at blive mere omstændig end som så. Anja's kæreste Michael skulle nemlig komme med et fly til Melbourne om lørdagen, så de skulle have fundet et hostel, hvor Anja og Michael kunne overnatte. Normalt ville dette ikke være noget problem, og da slet ikke på dette tidspunkt af året, men AFL finalen (australsk fodbold) skulle spilles om lørdagen i Melbourne, hvorfor folk strømmede til byen. De fandt dog til sidst et sted, men så var kl. også blevet 18.00. De stod for aftensmaden, så da Lars og Anne endelig vendte hjem, duftede der godt i hytten. Anja og Steffan forærede os en ordentlig flaske Bombay Gin som husleje, og den ku vi hurtig blive enige om skulle smages. På billedet ovenfor ser man, hvordan det gik for sig, da vi spillede pil-finger over Bombay Gin. Anja mente dog i starten, at vi skulle nyde den lidt mere, det var trods alt BOMBAY GIN (indforstået...red), men som aftenen forløb mistede Anja da vist også interessen for navnet på Gin'en:o)

Lørdag vågnede vi igen op til samme symptomer, som da Thelma og Espen var på besøg, og denne gang havde vi bare ikke nogen hjemmelavet pizza at genopvarme! Så ja det var en hård dag, især da vi skulle hente Michael i lufthavnen til middag, hvilket jo krævede at vi var oprejst! Vi fik ham dog hentet, og da han havde være 40 timer undervejs (for at få billetten så billig som mulig), var både Anja og Michael fast besluttet på at snuppe en morfar. Steffan, Anne og Lars tog i stedet hen på en café i St. Kilda (billedet ovenfor) for at se AFL finalen på storskærm. Det var Perth og Sydney, der spillede om mesterskabet og efter en spændende afslutning, vandt Perth med 85-84! Vi mødtes alle til aftensmad på Foam Street, men var alle stadig lidt medtaget, så det blev en kort forestilling. Da Anja og Michael var taget af sted, tog vi andre dog lige en omgang "gæt og grimmasse", hvor Anne måtte se sig slået af drengene!

Søndag kl. 8.00 kaldte arbejdet på caféen på Anne. De resterende fire unge mennesker tilbragte det første af dagen i Albert Park (billedet ovenfor). Herefter gik turen til "South Melbourne Market", hvor caféen, som Anne arbejder i, ligger. Frokosten bestod af fire sandwiches - all made by Anne herself - mums! Anne havde desværre nogle timer foran sig endnu, så de andre tog på bådtur på Yarra River, som løber gennem Melbourne (billedet til højre). Det var en rigtig flot tur, og vejret var bare perfekt. Senere sluttede Anne sig til flokken, som var samlet på Federation Square, som er en større plads i centrum, hvor der altid syder og bobler af gadegøjlere mv. Sulten havde efterhånden meldt sin ankomst, så vi smuttede ind til "Chinatown" og fandt et hyggeligt sted. Inden vi gik til ro, fik vi et slag pool på det hostel, hvor Anja og Michael overnattede.

Mandag skulle Lars så af sted på arbejde igen. Steffan og Anne mødtes med Anja og Michael inde ved "Queen Victoria Market" blot for at finde ud af, at de har lukket om mandagen. Turen gik derfor i stedet til Brunswick Street, hvor der blev shoppet lidt, inden drengene og pigerne delte sig. Steffan og Michael tog op i "Melbourne Observation Deck", hvor Steffan blev sluppet løs med sin nye linse til kameraet - imponerende billeder! Anja og Anne shoppede i stedet lidt videre og fik handlet ind til aftensmaden, hvor Anja frembragte en fantastisk lasagne, som blev indtaget med største velbehag.

Pludselig var det så tirsdag morgen, og Steffan, Anja og Michael var på vej til Sydney, for at fortsætte deres ferie op langs østkysten. Vi havde bare nogle rigtig hyggelige dage sammen med jer, og glæder os til at dele en flaske Bombay Gin med jer igen ved lejlighed.

 

Anne og Lars i Sydney - The one with the 2000 km

Denne gang var det vores tur til at tage på vennebesøg i Sydney...jubiiiii:o) Vi havde lagt bånd på anden weekend i oktober så fredag d. 13. af sted det gik. Anne havde fået tidlig fri fra caféen så Lars kunne hente hende kl. 16.00. Nu tænker I nok "hente hende" men ja vi havde besluttet os for at køre i bil til Sydney.

Da Lars' firmaet ikke kun stiller bil til rådighed, men også benzinkort kunne vores forestående rejse ikke gøres billigere end i bil...den kunne dog gøres hurtigere, men hvad betyder det for et par fattigrøve!?! Så da vi lagde fra kaj kl. 16.00 havde vi små 1000 km. foran os, og humøret var højt! Vi klarede jo hele turen på New Zealand uden et detaljeret kort, hvilket gik fremragende da øen ikke just vrimler med veje. Man kan fx ikke tage den forkerte vej ud af en rundkørsel...for der er kun én! Vi besluttede os derfor for at vi heller ikke behøvede kort til Sydney da vi havde set at "Princess Highway" gik lige fra Melbourne og til Sydney, så hvor meget nemmere kunne det blive...øhhh ca. 400 km!!! Ja, okay "Princess Highway" er så den smukke kystvej, hvilket bare ikke gik op for os inden vi havde kørt gennem den fjerde by og syntes at det da var lidt sært at motorvejen gik gennem små byer! Vi holdt ind til en tankstation hvor vi måtte indse at vi havde valgt at køre ad den smukke og brogede kyststrækning - og så i mørke!

Vi skulle i stedet have kørt efter "Hume Freeway", så den satte vi os for at finde. Her kom så næste forhindring for selvom der ganske vist er flere veje i Australien end på New Zealand så er det ikke overvældende og i dette tilfælde adskilles motorvejen og hovedvejen desværre af en bjergkæde! Men takket være Thelma og Espen, som sad på en internet café i Sydney og dirigerede os, fandt vi halvvejs frem til "Hume Freeway" og så skulle der gives gas. Vi nød at bilen havde automat gear og cruise control og efter kl. 23.00 var vi næsten de eneste på vejen. Den sidste lille forhindring var et lille hul i slangen der bringer olien til servo-styringen! Vi fandt dog noget nyt at fylde på men for Annes vedkommende føltes det som om at være tilbage i "Concorden". Kl. 4.00 nåede vi så endelig Sydney hvor Thelma og Espen ventede på os. Vi fik lidt at spise og smuttede så hurtigt under dynen. Lørdag kl. 10.00 var vi friske og ville ud at se byen. Vi fik en lækker morgen buffet i Thelma og Espens 5 stjernede lejlighed - kan man høre misundelsen titte frem!?!

Herefter og i 30° c varme gik vi fra deres lejlighed som ligger i "Kings Cross" og ned til "Sydney Harbour". Billederne ovenfor er taget her at det smukke opera hus som fortryllede os. Det var bare så flot og stort at stå og se på "Sydney Opera House" og "Harbour Bridge". Efter nogle skønne smoothies tog vi en færge til "Darling Harbour", som ligger på den anden side af "Harbour Bridge" i forhold til "Sydney Harbour". Det var en dejlig tur og da vi igen havde fast grund under fødderne fandt vi en hyggelig fortovscafé hvor vi fik vores frokost. Vi begav os så hjem ad og købte lidt provianter ind til det forestående pool besøg. Ja for der er nemlig endnu en grund til at vi er en smule misundelige på Thelma og Espens boligforhold - det tilhørende Pool-og spaområde beliggende på 4. etage! Nedenfor ser i selve området ved siden af poolen hvor man vist nok ikke måtte drikke alkohol, men igen vi var altså nød til at køle os på et eller andet i den varme. Vi hyggede os og hoppede i det skønne vand og det dejlige spa-bad (billedet nedenfor til venstre).

Resten af Lars' studiekammerater fra Aalborg er jo på samme måde som Lars ude i den vide verden og rent faktisk er der ikke mindre end to andre fra holdet i Sydney. På tidspunktet for dette besøg var det dog kun Lasse der var ankommet til Sydney. Senere har også Joakim slået sig ned i storbyen. Vi skulle selvfølgelig også ses med Lasse under vores besøg, så vi aftalte med ham at han skulle komme og spise sammen med os hos Thelma og Espen. Lasse havde dog tilbragt dagen med fodbold på stranden med nogle venner så han trængte til en lille en på øjet inden han sluttede sig til os, hvilket blot gav os mulighed for at blive ekstra længe på 4. etage. Espen og Lars fik afprøvet deres akrobatiske evner samt udført en krigsdans eller to i poolens klare vand. Thelma og Anne nød i stedet spa-badets varme vand og selvfølgelig muligheden for at snakke, snakke og snakke:o) Der var hurtig enighed om at næste gang drengene skulle få en mission i udlandet, bliver det pigerne der bestemmer by - 2000 km. tilbagelægger man desværre ikke hver weekend.

Nå, men da vi efterhånden havde badet i et par timer vente vi tilbage til lejligheden og tog et bad. Det begyndte så småt at blæse op og inden længe raserede en mindre orkan (sådan da) Sydney. Det kunne især mærkes på altanen hvor billedet nedenfor for resten er taget. Vi er alle fire enige om at vejret er meget skiftende heromme på den anden side af jorden. For os i Melbourne skifter vejret fra den ene dag til den anden fra 38°c varme til overskyet og blæsende. Thelma og Espen har været så heldige at ramme den vådeste september i Sydney siden 1881 samt den mest blæsende med op til 152 km/t - det er jo helt vildt! For det meste er vejret nu dejligt både i Melbourne og Sydney, men når det skifter, så gør det det med manér. Sydney er en del varmere end Melbourne som i vinterhalvåret kan nå ned omkring frysepunktet om natten. Den drastiske ændring i vejret fik Thelma og Anne rigtigt at føle da de senere på aftenen gik ned på den lokale thai-restaurant or at købe lidt take away aftensmad.

Lasse havde sluttet sig til flokken, som på billedet nedenfor til venstre vist ikke er helt klar over at Lars tager et billede...hvem sagde tosser!?! Lasse er i praktik hos et af de største telefonselskaber i Australien "Telstra", hvor han allerede er kommet i gang. Han har på samme måde som vi valgt at forlænge opholdet med ½ år så dette er nok ikke sidste besøg. Vi havde besluttet os for at vi skulle se nærmere på det berygtede natteliv der er at finde i "Kings Cross" som er Sydneys red-light-district. Så vi begyndte opvarmningen hos Thelma og Espen med et par festlige indslag. På billedet nedenfor til højre er det fx Lasse der trak udfordringen "Personen til venstre for dig skal finde noget i køkkenet og putte det i ansigtet på dig". I dette tilfælde faldt valget på bambusskud fra dåse. Ud fra billedet at dømme kunne man godt få en idé om hvem forfatteren er - eller måske er det bare ironi (indforstået...red)!!! Vi hyggede os og tog efterhånden ned i gaden! Puhaaaa da da...så er Istedgade vist ingen ting ved siden af dette. Der var lidt for en hver smag, så det var nok godt Lars ikke udførte den udfordring han vandt tidligere på aftenen. Den lød nemlig "Stil dig op på et bord nede i byen og giv en dans" og så var det s.. ikke sikkert at Anne havde fået ham med hjem igen. Gassen gik desværre hurtigt ud af ballonen, så efter en enkelt øl vendte vi hjem til lejligheden, mens Lasse dog fortsatte.

 

 

 

 

 

 

 

 

Søndag var vinden aftaget en del men det var begyndt at regne lidt. Vi ville dog ikke bare sidde inde så vi gik en tur ind til centrum hvor vi fik en dejlig kop kaffe. Vi fik samtidig købt aftensmaden til køreturen og lidt guf. Vi havde besluttet os for ikke at køre alt for sent, men denne gang ville vi dog følge "Hume Highway" hele vejen til Melbourne hvilket afkortede turen med 3 timer og det er da også værd at tage med:o) Kl. 16.00 forlod vi Sydney, men heldigvis med tanken om at der kun skulle gå 24 dage før vi stod der igen. Annes forældre og store søster kommer nemlig godt tre uger til Australien hvor vi skal rejse sammen rundt med dem og vi starter ferien i Sydney. Så var det ikke helt så slemt at sige farvel. Vi kørte hjem på 9 timer og var hjemme i Melbourne omkring 1.00 mandag morgen. Det var atter 60 timer sammen med jer og vi nød dem endnu en gang til fulde. Jeres gæstfrihed er uendelig. Det er så dejligt at være i jeres selskab.

Lasse Lund i Melbourne - The one with the horses

Efter at have fået vasket bambusskudene af ansigtet var Lasse klar til at indtage Melbourne den anden uge i november, hvor det traditionelle Melbourne Cup løb af staben. Kort fortalt er Melbourne på den anden ende denne ene uge i november, hvor verdens bedste heste dyster i diverse længder væddeløb. Det hele kulminerer på selve Melbourne Cup dagen, hvor 106.691 mennesker stiller op i deres stiveste dress for at se hestevæddeløb og blive set. Lasse og Lars udnyttede naturligvis denne mulighed til at få støvet jakkesættene af. Selv Lasse's gode ven på hans venstre side var i sit es denne dag. Senere stødte også Anne til efter at have sørget for byens ældre på hostellet. De fleste andre havde dog fri denne dag, da den har været offentlig helligdag i staten Victoria siden 1866, hvor man første gang indså, at man ikke kunne holde de spillegale Australiere i arbejde denne dag.

Selve dagen byder på 10 løb med pengepræmier fra 100,000 AUS$ i de mindre til 5 mio. AUS$ i hovedløbet. De meste af dagen går med at hygge sig på plænerne med champagne og picnic-udstyr - eller i vores tilfælde en mængde øl og en masse spillekuponer. MEN, når hovedløbet bliver skudt i gang står alle 106.691 på nakken af hinanden i håbet om at kunne råbe "deres" hest frem. Og sådan foregår det i de resterende 3 min. og 17 sek. de 3200 meter løbes på. Herefter rettes der lidt på hatten, de gamle spillekuponer kastes væk og enkelte jubler over vinderen var på netop deres kupon.

I år lykkedes det Japanske Delta Blues at krydse stregen som første hest. Meget kan man sige om foto-eksperterne fra Japan, men styr på hestekræfterne, det har de nu:-) Det var der desværre ikke så mange der havde forudset, inklusiv Lasse, Anne og Lars, så dagens anden vinder blev bookmakerne, idet der denne dag omsættes for 150 mio AUS$, hvilket skal ses i betragtning af de 20 mio indbyggere i Australien... Et par hundrede dollars fattigere og en god oplevelse rigere tog vi alle hjem sent på eftermiddagen.

Dagen efter tog Anne til Sydney for at mødes med resten af familien Overgaard, mens Lasse og Lars nød resten af ugen i Melbourne med tennis, golf og et enkelt bar-besøg, inden de også tog flyveturen til Sydney, hvor næste store oplevelse ventede for Lars og familien Overgaard (se Campertur øverst på siden).

Tilbage

Dette Websted blev sidst opdateret 09. januar 2007