Startside

  Australien

  Thailand

  New Zealand

  Gæstebog

 

Australien - Annes arbejde

Annes arbejde  Lars' arbejde  Vennebesøg  Oplevelser  Campervan-tur

De fleste folk er meget imødekommende. Enkelte undtagelser forekommer dog hvis man eksempelvis ønsker at bliver registreret som sygeplejerske. På forhånd havde vi besluttet ikke at søge arbejde til Anne før vi kom herned, så vi kunne tage hensyn til beliggenhed af lejlighed, lære systemet lidt at kende og ikke mindst slippe for at Anne skal slippe for at blive registreret. Så let skulle det bare ikke gå. For at arbejde som sygeplejerske her i Australien skal man registreres. Det betyder at man som udlænding skal tage en engelsk test, have certificerede kopier af eksamensbevis og udtalelser. Anne havde udsigt til minimum en måneds ventetid, da de medbragte kopier ikke var certificerede. Hmm. Ny plan. Vi begyndte i stedet at lede efter et ”alm” job til Anne.

Derfor arbejder Anne i øjeblikket to dage om ugen på en café på South Melbourne market, samt på et hostel (ældrehjem) 3-4 dage om ugen.

Ja, jeg fik altså arbejdet på caféen d. 22 september, og det var sjovt at prøve noget, jeg aldrig har prøvet før. Og, ja jeg smurte jo tykt på til jobsamtalen og solgte mig selv, det bedste jeg nu har lært, men det skulle faktisk vise sig, at erfaring som ekspedient på en campingplads og som receptionist ikke helt rækker. Det blev hurtigt mit mål at komme igennem hver vagt uden at smadre noget. Hvorfor er der heller ikke snart nogen, der opfinder en opvaskemaskine, der selv kan sætte servicen på plads, når det er rent! Ved I, hvor varmt sådan nogle kaffekopper er efter en tur i en ekspres opvaskemaskine!?! Til dem af jer der ikke ved det, så er de - og så overdriver jeg ikke meget - på kogepunktet, og jeg ville jo ikke være en piveskid men da alt skulle gå hurtigt, ja så røg der et par i farten. Nå ja, men efterhånden skulle jeg jo også ekspedere kunderne, og det er ikke bare lige sådan, når man er kommet til forkortelsernes land og ikke engang taler det uforkortede sprog flydende. Gad vide om de ikke kan lide deres eget sprog, siden de forkorter sig selv halvt ihjel!?! Hvorfor kalde en cappuccino en cap, en mochacino en moch og hot chocolate hot chok, når de rent faktisk hedder henholdsvis cappuccino, mochacino og hot chocolate? Det er jo heller ikke fordi, de sætter farten ned når de snakker, så nogle gange var alt, hvad jeg hørte "bla...bla...bla, please"!

Ja, så var det sandwish tid...hi hi hi det skulle også bare gå tjept, og café mutter havde ikke den mest overbevisende tålmodighed, så i "rush hour" var det tilbage til betjeningen - pest eller kolera! Men jeg nød udfordringen. I hvert fald nogen tid for det var som om, vi ikke helt faldt i hak mig og café mutter. Jeg var jo ansat på samme måde som mange andre backpakerer og arbejdede sort til 11 $ i timen!!! Men på trods af den sindssyg gode betaling, synes jeg med tiden, ikke det var helt så fantastisk. Hendes hidsige temperament (op til flere gange på en vagt) og det faktum, at jeg ikke bare lige sådan bliver god igen:o), ja det var ikke den perfekte cocktail. Så jeg stoppede i starten af december efter at have fået min registrering som sygeplejerske. Jeg synes det var sjovt, og med tiden havde jeg da så nogenlunde styr på diverse forkortelser. De laver en perfekt kop kaffe, så den skal jeg nok tilbage og nyde en skønne dag.

 

Jewish care:

Samtidig med café jobbet fik jeg så et arbejde som social- og sundhedsassistent på et jødisk hostel og begyndte d. 5. oktober. Stedet svarer til hvad vi derhjemme kender som et plejehjem forskellen er bare at beboerne er langt bedre og der bor flere. På hostlet bor der omkring 160 personer som hver især har deres eget værelse på ca. 16 km2 og med eget toilet. Jewish care er udelukkende for overlevere af holocaust og de bor her indtil deres tilstand forværres og de kræver hvad de kalder high level care - altså den hjælp man får på et plejehjem. Jeg har altid haft stor respekt for alle de mennesker der led så stor smerte under anden verdenskrig og jeg glædede mig rigtig meget til at arbejde med dem. Desværre har krigen og den frygelige virkelighed den førte med sig sat dybe spor i beboernes sind og langt de fleste lider af depression, angst, alzheimers og demens. Beboerne betaler en pæn sum for at bo på hostlet, hvilket gør at ledelsen har gode ressourcer at gøre godt med. Det betyder at vi altid er godt bemandet i forhold til mange andre steder og giver tid til at tage hensyn til de mange forskellige behov beboerne har.

Jeg havde dog ikke forventet at næsten 90% led af demens, hvilket jo sætter sine begrænsninger i forhold til al det, jeg så frem til at lære om deres religion og de ting, de havde oplevet under 2. verdenskrig. Jeg har kort arbejdet med demente i løbet af min uddannelse derhjemme, og mit indtryk har altid været, at de har nogle triste skæbner og bare lige så stille syner hen, både fordi der ikke er midler til at give dem den rette pleje, som sygdommen kræver, men også fordi sygdommen desværre kun forværres. Men det skulle vise sig at være noget ganske andet. De første par dage når jeg kom hjem til Lars, kunne jeg fortælle, hvordan jeg syntes at plejerne til tider gjorde grin med beboerne, og som mit valgsprog altid har været: "sådan var der ingen, der skulle behandle mine kære". Efter nogen tid fandt jeg dog ud af, at beboerne her har det langt bedre end mange andre steder, og at de faktisk er livsglade og bringer smil og latter ind på arbejdspladsen - ganske vist nogle gange uden selv at vide det:o) Da de alle jo er kommet til Australien som flygtninge fra mange forskellige lande og kulturer er det langt fra største delen der taler engelsk, så endnu en udfordring!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage

Dette Websted blev sidst opdateret 14. december 2006