Startside

Australien

Thailand

New Zealand

Gæstebog

 

Campervan-tur - med Mette, Bente & Bo Overgaard

Anne's arbejde  Lars' arbejde  Vennebesøg  Oplevelser  Campervan-tur

Dag 1

Så kom dagen endelig, hvor mor, far og Mette rejste fra Danmark og helt herom til os i Australien. Flyvetiden er ca. 20 timer uden den ventetid, der er i forbindelse med diverse mellemlandinger samt de ti timers forskel, der er fra Danmark til Australien på dette tidspunkt af året. Så efter at have sagt farvel til mormor i Karup lufthavn kl. 9.30 tirsdag d. 7. november landede de alle tre kl. 20.00 onsdag d. 8. november i Sydney. Der skulle de jo selvfølgelig ikke blot overlades til dem selv, så Anne havde booket et fly, som landede i Sydney kl. 20.50. Lars kunne desværre ikke få fri fra arbejde før fredag. Det tog dog lidt tid, inden vi alle fandt hinanden, da indenrigs og udenrigs fly selvfølgelig ikke lander i samme terminal. I modsætning til Kastrup lufthavn er distancen fra terminal 1 til terminal 2 blot en anelse længere i Sydney lufthavn.

Det hele lykkes efter nogen tid, og inden længe var vi genforenet. Det var så dejligt at se dem alle tre igen, og vi kunne hurtigt blive enige om, at det var mærkeligt at mødes på den anden side af jorden. De havde haft en dejlig tur, men glædede sig til at få lidt søvn. Det var gået op for dem undervejs, at det ikke bare lige er sådan at komme ind i Australiens land. Man skal tjekkes i hoved og r.. og da Karen og Hans Jørgen havde været så søde at sende adventsgaver med til os, var skibonitterne ikke lige klar over, at de havde chokolade med, hvilket er én af de mange ting, der skal tjekkes, inden det må tages med ind i landet. Det er jo heller ikke helt lovligt at have noget med, man ikke selv har pakket, så den var ikke helt nem at kringle, især ikke når trætheden for længst har meldt sin ankomst. Men de spillede turister til den store guldmedalje, og kontrolløren fik efterhånden ondt af dem og lod dem passere:o) De havde booket et hotel hjemmefra, så vi fandt en taxi, der kunne rumme alt vores bagage og satte kursen mod "Cambrigde Hotel". Der deltes vore veje for natten, og Anne tog videre til "Hotel Thelma og Espen", hvor hun havde booket en seng.

Dag 2

I dag skulle Anne lige have overstået en engelsk test, inden ferien rigtig kunne begynde. Det er jo ikke helt så nemt at blive registreret som sygeplejerske i Melbourne, som det er i Sydney, men hvis man første er registreret i én australsk stat, bliver man det automatisk i alle andre. Derfor skulle det ordnes ved samme lejlighed. Og efter at have præsteret at glemme sit pas og visum i Thelmas taske i venteværelset, give censor et pasbillede af Lars og anvende datid i den første nutidssætning, der fløj ud af munden, fik Anne overstået testen og måtte nu afvente svar den kommende dag. Herefter tog vi over til mor, far og Mettes hotel,  og da vi nærmede os, fik vi pludselig øje på en gennemsyret turist: Alt for hvide tæer i sandaler, mavebæltet spændt fast en anelse højere oppe end livremmen og videokameraet om halsen ... hov det er da far:o) De havde nydt at sove længe og havde brugt tiden, inden vi kom, til at rydde op efter al solcremen og hårshampooen, der havde forladt deres respektive flasker under gårdagens flyvetur!!! Det var efterhånden blevet middag og på vej ind til byen, fandt vi en Thai-restaurant og nød vores frokost. Mettes kamera havde fundet et rigtig dårligt tidspunkt til at strække på, men heldigvis kunne hun låne Thelmas kamera. Kameraet skulle blot hentes hos Thelma og Espen, hvilket gav mor, far og Mette muligheden for at se deres fornemme lejlighed. Nu gik den heller ikke ret meget længere, nu skulle havnen og dens seværdigheder indtages af familien Overgaard, så vi satte kursen mod Sydney Harbour.

På vejen dertil mødtes vi i Kings Cross med Espen, der havde fået fri fra universitetet. Thelma var rigtig god til at fortælle en masse om kvarteret, fx at det her er nemmere at købe stoffer end brød, og at det nok var en fremragende idé, hvis turisterne pakkede diverse kameraer ned i tasken! Det sidste stykke inden vi nåede havnen, gik vi gennem Sydney Botaniskhave og så de enorme flagermus, der holder til i træerne (billedet ovenfor). Det var lidt overskyet, men da vi kunne ane operahuset, dukkede solen frem. Operahuset blev studeret og fotograferet fra alle vinkler, og vi skulle da også lige op at røre ved det. På billedet til højre står vi på den modsatte side af operahuset end den, man normalt ser bygningen fra. Nu hvor solen var dukket frem fra sit skjul, besluttede vi os for at finde en hyggelig café foran Operahuset og nyde vores første ferie-øl ... mmmmmmmmm den var dælme go'! (Billedet nedenfor)

Efter at have hygget og snakket i en lille time begav vi os op gennem centrum af Sydney. Da vi stod foran Sydney Point Tower, besluttede vi os for at "se byen fra tårnets top". Det var skyfrit, og vi kunne se rigtig langt omkring og fik nogle gode billeder ud af det. Da vi fik fastgrund under fødderne igen, gik vi gennem Hyde Park til en god italiensk restaurant, som Thelma og Espen kendte. Der fik vi noget rigtig godt aftensmad og nød at være samlet alle sammen igen efter tre måneder. Den eneste der manglede var Lars, som gjorde rent og vaskede tøj i lejligheden i Melbourne, som han havde fået besked på af Anne...hans ferie var jo ikke startet endnu:o) Lars havde heldigvis tidligere på dagen haft tid til at ringe og sige hej. Da vi havde spist var vi klar til at gå til ro, jetlaget havde stadig ikke helt forladt Mette, mor og far, så vi sagde godnat og gik hver til sit.

Dag 3

Inden vi forlod hinanden i går besluttede vi, at mor, far og Mette skulle komme op til Thelma og Espen og få deres morgenmad kl. 9.00, og da klokken efterhånden havde passeret 9.20, blev Anne nervøs for, om de mon kunne være faret vild. Da vi fik fat i dem, var der vild kaos i den anden ende af telefonen! De var alle tre vågnet op kl. 9.00 uden at have hørt det mindste til vækkeuret ...ja man bliver træt af at være på ferie:o) Nå, men inden længe stod de hos os med friskt brød, og vi nød vores morgenmad. Vi besluttede os for at tage bussen ud til en af Sydneys lækre strande Bondi Beach (billedet nedenfor). Thelma havde fortalt, at der var en dejlig gåtur langs klipperne mellem de mange strande, så det var jo lige noget for os. Vi begav os efterhånden af sted ned mod bussen, og da vi så sidder dér, spørger Thelma sådan lidt henkastet, om Anne havde fået alle de sygeplejefaglige-dokumenter med, som hun skulle aflevere senere i dag...

...øhhh ups nej de lå stadig hjemme hos Thelma og Espen! Vi besluttede os for at dele os, så Mette, mor og far tog af sted med bussen, og så ville vi støde til dem hurtigst muligt. Det skulle desværre blot vise sig at være en langsommelig proces bare at få lov til at aflevere papirerne! Derfor påbegyndte og færdiggjorde de andre gåturen til Bronte Beach, inden vi overhovedet havde fået lov til at betale. Undervejs tittede solen frem, og familien Overgaard skulle smøres ind i noget af den solcreme, der stadig var i flasken, og mor tog en ordentlig klat mellem hænderne og gik i gang. Et godt råd: Selvom solen ganske vist er stærkere omme på den anden side af jorden, er det dog ikke nødvendigt at påsmøre solcreme på brillerne, da der skal noget højere grader til, inden de lider solstik!!! Langt om længe var Anne og Thelma færdige og mødtes med mor, far og Mette inden midt i Sydney (jo jo de klarede skam bus på egen hånd). Vi fik lidt at spise og satte kursen mod Darling Harbour. Vi havde bestemt, at vi ville på en sejltur for at se lidt mere, end det man kan fra landjorden, og vi havde en dejlig tur fra Darling Harbour og til Sydney Harbour. Nu fik vi også set Operahuset fra den berømte vinkel! Da vi kom i land igen efter en halv time på vandet, var det tid til forfriskninger, og vi nød en øl foran operahuset, som i dag var proppet med mennesker pga., at det var fredag, og alle i Sydney var der for at tage godt imod weekenden. Da vi havde fået slukket tørsten, satte vi kursen mod Kings Cross igen på jagt efter lidt aftensmad. Vi fandt en lækker lille café, hvor tjeneren mirakuløst fik os presset ind ved et bord til 3. Thelma havde spist der før og vidste derfor, at deres "lav selv" pizzaer var fantastiske, så det kastede vi os over. Vi fik mixet tre tilsammen, og så fik Mette et grineflip. Hun troede nemlig, at Thelma tog tykt pis på tjenerne, da hun under "name" skrev: Ingrid! Mette grinte og grinte, lige indtil Thelma forklarede hende, at hendes rigtige navn faktisk er Ingrid Thelma, men at det er for svært for Australierne at udtale Thelma. Så grinte vi alle sammen, og Mette fik en pæn kulør i ansigtet. Herfra og resten af tiden i Sydney hed Thelma Ingrid:o) Efter at have spist maden, der levede op det dens rygte, gik vi hver til sit, da vi havde besluttet at starte tidligt i morgen. Da kl. blev 22.45 ankom også Lars til Sydney, og han var spræng fyldt med energi til to ugers ferie.

Dag 4

I dag var det så vores tur til at få en forsinket start på dagen. Vi havde aftalt, at vi skulle komme til mor, far og Mettes hotel i en stor taxi kl. 8.00, men det skulle vise sig at være en større opgave end som så. Det vrimlede ikke just med store taxi'er, så vi endte med at snuppe en lille taxi derhen for så at bestille en stor fra hotellet. Vi skulle nemlig hente autocamperen i dag, og alt den bagage kræver en stor taxi. Langt om længe lykkes det os at få en, og så var vi på vej til udlejningsfirmaet Maui. Da vi kom frem, var det efterhånden blevet rigtig godt vejr, og vi glædede os til The Blue Mountains i solskin. Desværre var en af Maui's mekanikere syg i dag, hvorfor vi måtte vente lidt over en time, inden vi kunne få autocamperen. Den brugte vi dog flittigt især Lars, der havde en anelse problemer med at tænde en cigaret for en fransk pige. Ja, halvdelen af fars tændstikker blev brugt i kampen, og til sidst lånte pigen tændstikkerne og fik ild i smøgen:o) Endelig blev det vores tur, og vi fik introduktion til diverse hi-fi udstyr og toilet-tømning. Vi fik dog ingen påmindelse om hverken gas-slukning eller afmontering af stømstik, men der kunne alle ånde lettede op, for Anne og Lars ved præcis, hvad man skal gøre hver morgen, inden man kører.

Så lagde vi fra land med Lars bag rettet og Ingrid som co-driver. Resten sad om bagi og skulle lige vende sig til at køre i den forkerte side og for nogens vedkommende i den forkerte retning. Vi satte kursen mod The Blue Mountains, og ca. 200 km og lidt frokost senere var vi fremme. Grunden til, at området hedder The Blue Mountains, er, at de mange eukalyptustræer udgiver nogle dampe, der giver bjergene et blåligt skær. På billedet ovenfor har vi fanget The Three Sisters, som er nogle hellige klipper for aboriginerne, som for mange år tilbage boede i skovområdet. Efter at have nydt udsigten, begyndte vi at køre mod Jenolan Caves, men kunne hurtigt se, at med den fart camperen kunne mestre at skyde på de bakkede veje, ville vi aldrig kunne nå frem og tilbage til Sydney til den tid, vi havde bestilt bord til, så vi vendte om. På billedet til højre gør vi klar til at vende og skifter chauffør. Nu med far bag rattet og Lars som co-driver. Det gik bare derudaf, og far nåede at få en lille smag på venstre-side-kørelse og automatgear, inden han lidt udenfor Sydney overlod rattet til Lars.

Vi skulle have fundet en parkeringsplads tæt på Ingrid og Espen, hvilket ikke var så nemt, og Lars begyndte efterhånden at svede, især da vi tager et venstresving ad en ensrettet vej og får øje på en mand, der ihærdigt basker med arme og ben for at fortælle os, at vi kører i den forkerte retning. Ups...en hurtig U-vending og ti færre negle til Ingrid, og endelig lykkes det os at finde en parkeringsplads. Vi skød nu en vældig fart op til Ingrid og Espens lejlighed, hvor vi mødtes med Espen, som havde været i gang med eksamens forberedelserne hele dagen. Ingrid og Espen havde bestilt bord til os alle kl. 20.00 på en kinesisk restaurant i Kings Cross. Her skulle vi sidde på jorden med benene nede i et hul, det var rigtig hyggeligt og sjovt at prøve. Vi fik så udleveret menuer, og da alle havde bestemt sig, måtte tjeneren desværre oplyse, at der ikke var plads til alles mad på bordet på en gang!?! Hmmmm...Gad vide hvad de gør, hvis selskabet er kinesisk i stedet for europæisk, for som I ser på billedet ovenfor, så ville der sagtens kunne sidde 12 kinesere rundt om det bord, vi lige kunne være syv ved. Nå, men vi fik da vores mad allesammen på samme tidspunkt, og det smagte godt. Herefter fandt vi en hyggelig café og nød en øl, inden vi skulle sige farvel til Thelma/Ingrid og Espen. Vi nød virkelig, at I havde lyst og tid (midt i eksamen og arbejde) til at være sammen med os og vise os Sydney. I har været rigtig gode til at fortælle vidt og bredt om byen og The Blue Mountains, og jeres gæstfrihed er så stor. Tak fra os alle fem! Vi fandt så bilen og efter lidt besvær, fik vi camperen ud af Sydney og finder en resteplads for lastbiler nær Hornsby. Vi skyndte os at rede sengene og gik så til ro.

Dag 5

Godmorgen! Efter en nogenlunde første nat i vores nye hjem, stod vi op kl. 9.00. Der var en del larm i løbet af natten, men alle havde sovet godt nok. På vej op til The Blue Mountains i går fik vi handlet ind til morgenmaden, så vi nød vores første morgenmad i camperen. Lars og Anne var jo desværre ikke hjemme til at fejre Mette, da hun rundede de 30 år i august, så hun havde en gave tilgode, og den fik hun her til morgen. Hun fik et gavekort til at svømme med delfiner (eller hvad der ellers bød sig) i løbet af vores tur, og den blev hun glad for, som man kan se på billedet til højre. Hun var dog ikke den eneste, der fik gaver til morgen, for selvom det er meget mod Annes overbevisning at give gaver inden fødselsdagen, så fik Lars også en gave her til morgen. Han havde, i forhåbning om at få nogle shorts i fødselsdagsgave, valgt ikke at pakke nogle til turen, så nu stod manden med røven bar! Så for at slippe for våde øjne, fik han sin gave, og han blev så glad så glad:o)

Da vi havde nydt morgenmaden, fik Mette pakket ud, og så blev der lidt mere plads. Lars lagde ud bag rattet, og vi satte kurs nordpå. Efter at have tanket diesel, blev der skiftet chauffør, og Anne overtog rattet. Vi ville i dag køre så meget, vi kunne nå og gad, da der ikke var noget mellem Sydney og Byron Bay, som vi havde planer om at opleve. Vi kom til Newcastle ved middagstid og fik handle det mest nødvendige ind og selvfølgelig øl og vin. Vi kørte så lidt videre og fandt en rasteplads (billedet til venstre), hvor vi fik vores frokost med tunsalat a' la' Bohlbro. Nu overtog Mette rattet og tilbagelagde sine første kilometer i venstre side af vejen med Anne som co-driver. Det gik bare uden problemer, men efter to timer var hendes lyst dog stillet for denne omgang, og så overtog far roret. Vi fortsatte indtil, vi nåede Kempsey, som er ca. 550 km syd for Brisbane. Her fandt vi en noget øde rasteplads og slog lejr for natten.

Nu skulle de resterende have pakket ud, og da camperen kun byder på få kvadratmeter, måtte det gøres på skift. Mette havde jo pakket ud tidligere i dag, så kastede hun sig over aftensmaden og frembragte en lækker omgang Broget pastagryde...mums! En kombination af total vindstille, madlavning i camperen og fem mennesker rundt om det lille bord (billedet til højre) udmundede i kæmpe svedetur til os alle. Vi spillede yatzy og en omgang 10.000 og fik lagt planer for de kommende dage. Vi havde i dag kørt 406 km, og alle undtagen mor havde været bag rattet. Hun mente ikke, hun havde et udbredt behov for at prøve kræfter med det og overlod det gerne til os andre. Inden vi gik til ro, nød vi den smukke nattehimmel, som bare ikke bliver smukkere end i Australien. 

Dag 6

I dag stod vi op til en overskyet himmel, hvilket passede os fint, da vi bare skulle køre i dag. Vi havde besluttet at gøre stop ved Byron Bay, som er en af de dejlige, smukke og berømte strande op langs The Golden Coast. Vi nød først vores morgenmad (billedet til venstre) og blev derefter klatvasket, og inden længe var vi på farten igen. Vi skiftedes lidt til at køre, og de som ikke kørte eller agerede co-driver fik sig et spil yatzy bag i vognen. Vi gjorde et kort stop og fik en kop formiddagskaffe. Vi var så småt ved at have fundet ud af små ting, der skal repareres i vognen, når vi kom frem til aften. Døren ind til vognen kunne ikke lukkes ordentligt og larmede så meget, at det efterhånden var blevet lidt irriterende. Endvidere skulle playstationen afprøves i dag, og det viste sig så, at vi havde fået udleveret det forkerte frontpanel til afspilleren, så vi kunne kun få lyden frem, men intet billede...det tager det sjove af at spille, vil nogen nok mene!!!

Vi nød vores frokost på en resteplads og begav os så videre. Da vi efterhånden nærmede os Byron Bay, gjorde vi et stop på en bakketop med udsigt ud over byen (billedet til højre). Det skulle dog vise sig at blive et hurtigt stop, da det blæste en halv pelikan deroppe. Vi skyndte os ind i bilen igen og fandt så ud af at vores køleskab var begyndt at udsende en knap så behagelig dunst! Der løb nu også vand ud af bunden på det, men det måtte vi kigge på, når vi kom frem. Vi satte nu kursen ind mod byens centrum og fandt snart den skønneste strand, men også her blæste det helt afsindigt. Vi kørte derfor udenfor byen igen i håb om at finde en rasteplads, hvor vi kunne overnatte. Desværre var der ikke nogen i nærheden, så vi besluttede, at denne nat skulle tilbringes på en campingplads, og vi glædede os alle til et dejligt bad og til at blive koblet til strøm. Vi fandt en campingplads lige ned til vandet og fik os rettet an. Ja, Australien er jo et kæmpe land, ja faktisk så stort, at de har forskellige gevind på deres vandhaner, og vi havde desværre kun fået en dut med til vandhanerne i Northern Territory!

Nå, men camping fatteren var så rar at forære os en dut, der passede til vandhanerne i Queensland, og så fik vi fyldt vand på dytten. Bosse (som Lars kalder far), junior (som far kalder Lars) og Mette (som vi alle kalder Mette) kastede sig over diverse reparationer i vognen. Mor og Anne begyndte at lave kylling i karry, som aftenens menu bød på...mmmmm! Da risene her i Australien kræver mindst 30 min i kog, var der rigelig af tid til, at Lars kunne få sig en dukkert. Mette og Anne tog med ganske vist som fotografer, og det blev dog også kun til en hurtig dukkert for junior, for lige så hurtigt som han blev slået omkuld af en bølge, ja lige så hurtigt kom han op igen:o) Da vi kom tilbage, gik mor og far en tur ned til vandet, men kom også hurtigt tilbage, og så var maden klar. Mens vi sad og spiste, begyndte det så at lyne og tordne i det fjerne, og det blæste endnu mere op. Vi nåede lige at spise færdig, inden der gik hul på skyerne over os, og det begyndte at regne. Vi flyttede indenfor og fik lavet popcorn, da vi jo var tilsluttet strøm, skulle microbølgeovnen udnyttes. Vi havde i dag kørt 392 km og efter et spil yatzy, var det tid til at gå til ro.

Dag 7

Sol, sommer og strand! I dag stod vi op og tog alle et dejligt bad, som var tiltrængt og nød vores morgenmad i høj sol og en dejlig varme. Af en eller mærkelig grund var vi meget hurtigere til at blive færdige her til morgen sikkert fordi, vi vidste, hvad der ventede forude. Efter at have pakket sammen kørte vi ind til Byron Bay og fandt en fin plads til camperen, og så blev der smurt solcreme på i stor stil, for nu skulle vores blegfisede kroppe ud og ha' sol. Vi begav os ned på den dejligste strand, man kan forestille sig, så langt øjet rakte var der strand og blåt vand (billedet nedenfor). Mmmmm...lige noget for os. Vi fik bredt vores lagner ud og smed os. Der gik dog ikke længe, før vi skulle dyppes, og først begav søstrene Overgaard sig af sted, og ja det var da dejligt, men som det kan ses på billedet til højre også en lille smule koldt! Heldigvis kunne solen hurtigt varme os op igen, og inden længe kom også junior og fru Overgaard i vandet.

Men én skulle jo blive tilbage ved alle tingene, og der trådte bosse i karakter og meldte sig. Som alle ved (og til dem der ikke ved det), så er far jo en ægte vandhund, men han tog den sure tjans og blev på land:o) Indtil frokost badede vi, solede os og gik ture langs vandkanten, der var for alvor dømt ferie. Efterhånden rørte vores maver på sig, og vi gik tilbage til camperen og lavede frokost. Vi havde dog ikke mere brød, så det hentede Mette og Anne inde i byen, og da de kom tilbage havde resten af familien travlt med at smøre sig lidt ekstra ind, for solen havde allerede gjort sit indtog. Den vise Lars mente i morges ikke, at han behøvede at smøre sine ben og fødder ind, hvilket han måtte betale for nu, da de havde indtaget en besynderlig pink farve. Vi andre havde da også fået kulør. Far valgte nu også at smøre ansigtet "ugh store høvding", og Mette, mor og Anne var denne gang lidt mere omhyggelig med at få alle de små steder som fx. armhuler og knæhaser smurt ind. For Annes vedkommende, så havde hun nu to hvide aftryk af fingre på halsen, og resten var så ellers rødt.

Mette, Lars og Anne havde dog ikke fået nok og gik igen til vandet, og efter nogen tid kom mor og far også. Lars måtte dog vikle et håndklæde om benene og tage strømper på, og far havde fået kasket på. Ja, man lærer det nok aldrig! Sidst på eftermiddagen og efter et meget koldt bad på et offentligt toilet, gik vi ind til byen og nød en dejlig is. Vi fik købt lidt mere vin og en lille én til halsen og var så ellers på vej igen. Vi kørte 44 km videre mod Brisbane og fandt en dejlig resteplads, hvor vi for en gangs skyld ikke var de eneste, der overnattede, hvilket var en lettelse for nogen. Restepladserne kunne til tider godt føles øde, så det var godt med lidt selskab. Lars frembragte en fabelagtig pasta bolognese, som vi nød foran camperen. Vi fik groft planlagt resten af vores dage rundt i camperen og efter at have smurt os ind i aftersun, krøb vi til køjs. På billedet til højre kan man ane de steder på Lars, der blev smurt, og dem, der ikke blev. Lars og Anne sov oppe over førerhuset, Mette sov, der hvor siddepladserne er, og mor og far bagrest i bilen.

Dag 8

I dag stod vi op kl. 7.00, og gjorde os klar til at køre til O'Reilley's Rainforest. I første omgang havnede vi i en lille by, men Lars fik os hurtigt guidet ud igen, og vi påbegyndte de 20 km op til regnskoven. Som man kan få en fornemmelse af ved at kigge på billedet til venstre, så var det nogle meget smalle og snørklede veje, vi kørte op ad. Far gjorde et godt stykke arbejde bag rattet, men ville have lov til at bestemme, hvem der skulle være co-driver eller rettere sagt, hvem der ikke skulle være det. Nu har han trods alt kendt mor i snart 33 år og kender til hendes pludselige udbrud og hendes fobi'er for stejle skrænter og hårnålesving (og udfra billedet at dømme, ville hun heller ikke være til megen hjælp). Hvad angår Anne, så havde han jo læst dagbogen fra Lars og Annes tur på New Zealand og hørt, hvordan hun måske har taget lidt efter sin mor, og han var ikke videre interesseret i, at have Anne siddende på skødet hele turen. Mette havde taget køresyge tabletter og puttet musik i ørerne og ville helst være fri for at sidde oppe foran (på billedet ser hun nu heller ikke ud til at være alt for tryg ud ved opstigningen), så han valgte junior. Det hele gik godt, men blev ekstra spændende da vi kørte forbi et skilt, som fortalte, at der de næste 11 km kun ville være ét spor!?!

Endelig fremme skyndte vi os at sluge lidt frokost og gik op mod indgangen til regnskoven. Her fik vi en mere eller mindre varm velkomst af en hulens masse papegøjer. Vi kommer gående rundt om et træ via en sti, og pludselig kommer der en vild og voldsom papegøje farende med en fart, der ville have givet et klip i kørekortet selv på motorvej, og den havde kurs lige imod stakkels Mette. Hun så den i sidste øjeblik og heldigvis fungerede papegøjens navigations udstyr til fulde, så den drejede af fem sølle cm fra Mettes hoved! "For s...." skreg hun og sprang for livet:o) Resten af papegøjens venner var heller ikke bange af sig, og snart kunne man høre bosse: "nu sidder der da vist én i håret på mig". Ganske rigtigt og snart var de over det hele. På billedet er det Lars Thomsen, der har to gange Buller hos sig. Det var en sjov oplevelse. Vi fik fat i et kort over området, og besluttede os for at gå en ca. 10 km lang tur rundt i regnskoven. Den begyndte med "The Tree Top Walk", hvor vi gik på en hængebro, som var spændt ud mellem trætoppene, og selv bette mor gik med. Hun havde læst grundigt på lektien om, at man max måtte være seks personer på hver afsnit på hængebroen, så hver gang far var for hurtig, fik han lige en påmindelse...der er jo ingen grund til at være dundristig vel:o) På billedet nedenfor står vi så på hængebroen, som var ca. 20 m over jorden. Det var bare rigtig flot, og for dem der ville (der satte hr. og fru. Overgaard dog grænsen), kunne man kravle endnu 10 m op ad en stige og se ud over skoven.

Det skulle de tre andre dog, og det var bare utrolig flot at stå der midt i regnskoven og så se ud over træerne. Da vi var klar til at gå videre, så vi vores første fritgående kænguru. Vi færdiggjorde turen på hængebroen og fortsatte turen dybere ind i regnskoven, og der gik ikke længe, inden vi så den næste Wallabi (en lille kænguru). Det eneste man kan sige er, at de godt kunne have gjort lidt mere ud af deres skiltning (for det var ikke vores indre kompas, der fejlede noget nej nej), for lige pludselig stod vi ude på parkeringspladsen igen. Vi kunne hurtig blive enige om, at vi ikke havde gået 10 km, så vi gik tilbage af samme vej og fandt den rigtige sti. Men igen må man sige, at deres skilte kom lidt til kort. Problemet var også, at vi havde forsøgt at finde vej ved hjælp af de vandfald, der var vist på kortet, men pga. af den tørke, der fortiden raserer i Australien, så var de alle udtørrede, så vi vi lidt på den. Efter at have gået et stykke nedad og nedad besluttede vi os for at vende om. Vi synes, at det allerede nu havde været en fantastisk flot tur, så vi turde godt løbe an på at vende om.

Det gjorde vi og havde så lidt tid til at svinge os i lianerne, og på billedet til højre er det far, der leger Tarzan. På vejen tilbage så mor og far pludselig en slange, der krydsede vejen. Den skulle vi alle så studere, og der kom snart nogle andre forbi, som sagde: "That is definitely not a tree snake, you shouldn't play with that one", og så skyndte vi os videre. Senere så vi, hvad vi tror var, en ordentlig varan, så man kan sige, at vi fik smagt på dyrelivet i Australien i dag. Da vi kom tilbage til indgangen, gik vi op i caféen og nød en is og milkshake. Nu var det også blevet tid til at begynde nedturen, for ingen af os havde lyst til at risikere at skulle gøre det i mørke. Det gik dog betydeligt hurtigere ned, og inden længe var vi på hovedvejen mod Brisbane. Vores plan var at finde en rasteplads lidt uden for Brisbane, da vi skulle være her i morgen, men vi var allerede kommet for tæt på byen til, at der var flere, som man måtte overnatte på. Vi gjorde holdt ved en McDonalds og fik stillet sulten og måtte indse, at vi nok var nød til at køre vestpå og væk fra Brisbane for at finde en rasteplads, og efter 40 km fandt vi endelig én. Én der også bød på et væld af dyr, denne gang bare af den mindre slags. Anne's falkeblik fangede hurtigt to kæmpe edderkopper, som skulle undviges på vej til toilettet, og udenfor dame toilettet fandt Mette og mor så en neon-grøn frø. Videre ind på toilettet sad der en i kummen, og inde på herre toilettet sad de i massevis oppe langs kanten, så det endte med vi satte os i græsset. Gennemsyrede campister bliver vi nok aldrig! Nå, men vi fik vores aftenskaffe og spillede lidt, inden vi gik til ro. Vi havde i dag tilbagelagt 332 km.

Dag 9

I dag stod vi op kl. 7.00 eller ja, det skulle senere vise sig, at vi faktisk stod op kl. 6.00, da staten Queensland ikke har sommertid, så de er en time bagud. Nå ja, men det gjorde jo ikke noget, så havde vi blot endnu mere tid i dag. Efter at have fået morgenmad kørte vi tilbage mod Brisbane og hen til Lone Pine Koala Sanctuary, og vi var der, lige da de åbnede. Fordelen ved at være stået tidligt op var helt sikkert, at vi var de første, som købte entre til parken i dag. På vejen ind så vi en masse store øgler, som sad i solen og fik deres batterier ladet op til endnu en dag. De mange farverige og højlydte fugle, der mødte os tæt ved indgangen, var også i et rigtig godt humør så tidlig på dagen. Papegøjerne gjorde sig til og sagde "bye bye" til os, da vi gik. Vi så herefter ulvehundene, der i Australien hedder Dingo'er, de er nogle utrolig flotte dyr, men også bidske og ude i det fri skal man ikke fodre dem, da de flere gange har angrebet såvel børn som voksne.

Rundt om hjørnet var der så koala bjørne over det hele. De var i forskellige områder fx Børnehave, skole og alderdomshjem, og derudover var moder koalaerne sammen med deres lille ny for sig selv. Billedet ovenfor er fra alderdomshjemmet. De var bare så dejlige og nuttede. De bruger 12 timer om dagen på at sove, 11 på at slappe af, og 1 til aktivitet som simple forflytninger og spisning. De ernærer sig jo udelukkende ved eucalyptusblade og for ikke at anstrenge sig selv for meget, bor de i eukalyptustræerne. Efter at have studeret dem gik vi videre til de besynderlig wombat'er (billedet til højre). Vi fik en præsentation af de tre forskellige slags wombat'er, der findes i verden, eller ja i Australien da også de er enestående for Australien. De er en blanding mellem vortesvin, koalaer og pungdyr. De er heller ikke særlig aktive i løbet af dagen, da de ikke kan tåle temperaturer ret meget over 30 grader, hvorfor de må holde sig i skyggen. Men man skal ikke lade sig snyde af deres fredelige udseende,

da deres ryg er ca. 30 cm, tyk og kan knuse samtlige knogler i din hånd, hvis du skulle stikke den ind til dem. Faktisk er de så snu, at de laver hullet ind til deres hule lige præcis så stort, at de kan dække det med ryggen. Herved kan de knuse dingo'er el. lign., som er ude efter dem, blot ved at lade dem følge efter sig til hulen og så lukke "døren" i og bang...det var den dingo! Herefter købte vi lidt kænguru-foder og gik så ind i "The Kangaroo Reserve". Det var et kæmpe område, hvor der gik ca. 200 kænguruer og wallabies (de mindre kænguruer). Herinde var der også Emu'er, og de gik alle frit imellem hinanden. Til venstre er det Lars, der med sit dyretække har lokket to kænguruer hen til sig. Det var sjovt at komme så tæt på dem, at vi kunne fodre og ae dem. Nogle af dem var så enorme, at man ikke ønskede at møde dem i det fri, men de var alle tamme og var vant til turister. Ja, selv fuglene, som der også var nogen af, var så frække at hive Lars' pose med foder ud af hånden på ham! Magen til frækhed!!!

Vi så også en moder kænguru med sin unge i pungen, det var mærkeligt at se i virkeligheden. Vi mødte også Frank, som på billedet til højre er i færd med at lede efter de to dollars, som han lagde i sin pung i går. Det er altså topmålet af irritation, når man gerne vil have en espresso og ikke kan finde hoved eller hale i sin egen lomme:o) Da vi havde fået vores lyst stillet, gik vi videre til et ørne og ugle show. Her så vi to ørne med vingefang på  omkring 2.6 m og to mindre ugler. Det var fantastisk at se, desværre for de næsten vægtløse ugler så blæste det i dag rimelig meget, så de havde svært ved at styre mod vinden. De fortalte, for at give os et indtryk af, hvor lette de var, at deres øjne udgjorde ca. 10 % af deres samlede vægt! Da showet var slut, var det tid til at blive fotograferet sammen med en af de dejlige koala bjørne. Bosse og Lars havde ikke det store behov for det,

og da Anne havde prøvet det tidligere, var det Mette og mor, der stillede sig i kø. De blev fotograferet sammen med Alex, som var 4 år og vejede 5-6 kg. Han var så blød og dejlig lige til at tage med sig hjem. Da de endelig gav ham fra sig, gik vi tilbage til bilen, og far satte sig bag rattet. Vi havde beslutte os for at køre til Redcliffe, for at bade og nyde solen. Fremme gjorde vi først klar til frokost, men måtte indse at det vist blæste lidt for meget til at slikke sol i dag, så vi lagde en ny plan. Vi kørte videre nordpå og fandt en dejlig rasteplads at slå lejr på ca. 12 km nord for Gympie. På vejen hertil så vi nogle skovbrande, som er et stort problem for Australien på dette tidspunkt af året. Faktisk er sæsonen begyndt alt for tidligt i år, da de normalt kun forekommer i løbet af sommeren, så australierne er bange for, hvad denne lange sommer vil bringe. Efter at have nydt mors lækre "kylling i karry" gik vi til ro efter en begivenhedsrig dag og 271 km.

Dag 10

Halli halløjsa...gør jer rede til en ny istid! Vi vågnede i dag alle med istapper hængende fra næsetipperne. Det havde været helt utrolig koldt i nat, og vi måtte lige se ud af vinduet for at sikre os, at vi i går aftes ikke havde taget afkørslen mod Sydpolen. Men nej vi var stadig i Australien og efter morgenmaden, kørte vi mod Rainbow Beach og håbede på højere temperaturer. Vi ville gerne ud på den berømte sand ø "Fraser Island" og havde mødt nogle australier på rastepladsen i går, som fortalte os, at der gik ture til øen fra Rainbow Beach. Da vi kommer dertil, er alle ture desværre allerede afgået, så vi bliver i stedet rådet til at køre ned til stranden (billedet til højre) og til en ferskvands sø i nærheden. Vi kører ned til stranden og finder, at vejret her er skønt. Vi nyder solen en times tid og bader i det dejlige vand. Der var dog rigtig store bølger, så vi, og især mor, bliver slået omkuld op til flere gange:o) Vi kører efterhånden mod ferskvands søen, men da vi kommer et stykke op ad vejen, som er en sand-vej, træder Bosse på bremsen! Sandet var alt for løst til, at camperens to-hjulstræk kunne klare det. På trods af gentagne opfordringer fra tøserne på bagsædet, bestemmer bosse og hans co-driver junior at køre tilbage, hvilket må foregå i bakgear! Vi forsøger os i stedet med en gangsti, som kan føre os til søen, men da der er 8 km til søen, opgiver vi også dette. Hmmmm hvad gør vi så, jo vi finder en dejlig campingplads.

Her beslutter vi os så for at blive en ekstra dag, da vi virkelig gerne vil over på "Fraser Island". Mette, Lars og Anne tager ind til byen igen for at booke en tur til i morgen. Minusset ved at have en camper er, at man ikke bare lige kan køre uden at tage alt med sig, så mor og far blev efterladt på pladsen med fire stole, et bord og en hulens masse vasketøj, men ingen klemmer!!! Nå, men inde i byen finder de unge mennesker ud af, at alle ture til i morgen er udsolgt, så det efterlader kun én mulighed: Lej en firhjuls trækker! Det bliver gjort, og alle glæder sig til morgendagens eventyr. Aftensmaden står i Australiens tegn og det, de er bedst til nemlig Barbeque. Vi steger en halv ko på grillen og gumler den i os med største velbehag:o) Hvad trænger man så til efter sådan et kød-måltid? Jo, en god pibe tobak! Bosse stopper hans ekstra pibe, og så går junior i gang. Endnu engang går det kraftigt ud over fars tændstikker, da det ikke lige er sådan at få ild i sådan en fætter. Familien Overgaard råber i kor: "sug for hulen, sug", og Lars babber til den store guldmedalje, indtil han var helt grå i ansigtet, men så er der også gang i piben:o) Efter et godt grin og et spil Tips, går vi til ro. Vi havde i dag kørt 123 km.

Dag 11

Natten i nat var meget varmere end i går, så vi havde alle sovet rigtig godt. Vi var alle spændte på dagens udflugt, nogen mere end andre!?! For kl. 5.30 lyder der pludselig en mærkelig brummen i camperen og til alles forundring, er det far, der er ved at barbere sig. Ja, vækkeuret havde ikke ringet, så det var da heldigt, at han var vågnet helt af sig selv! Men pludselig sætter Mette sig op og siger: "Far, klokken er altså kun 5.30"! Stakkels lille far ser på sit ur og kommer så i tanke om, at der vist nok var noget med, at han ikke gad stille sit ur tilbage i går! Kun halvt barberet krøb han under dynen igen og fik stillet sit ur:o) En time senere ringer vækkeuret så, og vi får vækket far. Vi får morgenmad og pakket taskerne, og kl. 8.00 er vi fremme ved udlejningsfirmaet. Vi får en introduktions tur i bilen, men da vi kun kan være fem i bilen, og instruktøren skulle køre den, efterlod vi mor på parkeringspladsen. Vi kørte i noget sand i nærheden og fik tips til, hvordan vi skulle køre et sådan automobil. Herefter satte gutten kurs tilbage mod parkeringspladsen, men kørte forbi mor! Så begyndte junior at blive lidt urolig oppe på forsædet og får fremstammet: "Where are we going", og gutten svarede: "To Fraser Island of course", og Lars bliver hvid i ansigtet, og ser pludselig for sig, hvordan svigermor må sidde alene tilbage på parkeringspladsen hele dagen, mens vi andre fræser rundt ovre på øen. Det er han nød til at stoppe og siger: "but but...", og så begynder gutten at grine og fortæller, at han bare lige vil vise os stranden. Vi griner alle, men mor var rigtig glad for, at der trods alt var én, der tænkte på hende:o)

Da alle var inde i bilen, kørte vi mod færgen. Vi sejler i 10 min og er så på sand-øen. Far trådte speederen i bund, og af sted det gik. På trods af nogle yderst effektive støddæmpere, hoppede vi rundt i bilen og morede os som fem små børn. Vi kørte ca. 65 km op langs stranden (billedet ovenfor) og var fremme ved første seværdighed "Eli Creek". Det er et vandløb, som udspringer 5,6 km længere inde på øen, og som dagligt fører 120 millioner liter ferskvand ud i havet. Her kunne man så gå op langs floden og så flyde hele vejen tilbage, og det var bare så fedt. Det mest fantastiske vand og så en kraftig strøm. På billedet til venstre er det Lars og Anne, der er på vej tilbage af floden. Da vi var ved bilen igen, lagde vi os og nød solen, mens den tørrede os. Nu kørte vi så tilbage til byen Eurong, hvor vi fik vores frokost. Så var det tid til at finde "Lake McKenzie", som skulle være fortryllende smuk. Nu blev terrænet dog ændret en smule, hvor sandet var dybere, vejene smallere samtidig med, at de bugtede sig op, ned, til højre og så til venstre. Vi morede os og fars indre drengerøv fik frit løb:o)

Efter ca. 12 km var vi endelig fremme ved "Lake McKenzie" (billedet til højre), og det var bare lige så flot som på de postkort, vi havde set tidligere. Vandet var ferskt og krystal klart, og sandet var det fineste, vi nogensinde havde set. Vi nød nogle dejlige svømmeture og den dejlige sol. Som man kan se på billedet skifter søen farve rimelig hurtig og takket være Lars dykkerbriller, kunne vi se hvorfor. Lige der, hvor den er mørkeblå, bliver den nemlig total dyb, det var vildt at se. Vi var der i ca. en time. Gutten havde i morges havde fortalt os, at vi skulle være af stranden og ved færgen senest kl. 15.35 pga. tidevandet. Så vi måtte efterlade paradis og vende tilbage til virkeligheden. Vi tog desværre den forkerte vej ud, så det blev til en omvej på ca. 7 km, som måske ikke lyder af meget, men i et sådan terræn, tog det en halv time mere end beregnet. Det betød, at vi havde 30 min til at tilbagelægge godt og vel 50 km., så skulle den have max gas. Og hvis vi troede, at vi hoppede rundt i bilen tidligere, så vidste vi nu noget andet. Det var rigtig sjovt, og alle morede sig lige indtil, at mor og Anne synes, at tidevandet kom for tæt på. Mette, Lars og far vandt dog afstemningen og besluttede at fræse videre langs stranden, selvom klokken var 15.37, og det gik selvfølgelig uden problemer, skønt mor og Anne ikke mente, de var rigtig kloge:o) Tilbage på fastlandet fik vi afleveret bilen, og begav os videre nordpå og nåede at tilbagelægge 216 km. Vi fandt en rasteplads, fik noget i skrutten og efter en fantastisk dag, gik vi tidligt til ro.

Dag 12

Vi starter tidligt i dag, da vi i dag skal så langt mod Townsville som muligt. Mette ligger ud bag rattet med Anne som co-driver (billedet til venstre), og vi kører af sted for fuld musik. Bag i vognen bliver der dystet i yatzy og 10.000 (billedet nedenfor), og da far har givet mor og Lars tørt på, finder han sin nye fortrukne plads bagrest i vognen. Nu sætter Lars sig for at lære svigermor at spille backgammon. Hun må dog se sig slået i første spil, så i anden omgang tager hun andre midler i brug. Desværre er det bare for lyst, og Lars afslører hendes forsøg på at snyde sig til sejr:o) Vi holder efterhånden ind på en rasteplads og får vores frokost. Efter maden skifter vi chauffør og co-driver. De unge mennesker sætter sig om bagi, og mor og far får os sikkert frem til Airlie Beach, hvor vi gør holdt nede ved havnen. Airlie Beach ligger ud til Great Barrier Reef, som er berømt for dens smukke koraler, så der skal bestilles en tur ud på revet.

Lars, Mette og Anne vil gerne ud at snorkle i morgen, så vi går en dejlig tur langs vandet og ind til byen, hvor de får bestilt en tur med afgang kl. 7.45. Herefter går vi tilbage til camperen og opdager til vores store skræk, at det ekstra batteri, som giver strøm til køleskab og lys, ikke har ladet i løbet af dagen, som det skulle. Vi beslutter derfor at finde en campingplads, så vi kan blive sluttet til strøm. Vi finder en ca. 4 km. uden for byen og bliver koblet til strøm. Lars og Anne får ringet til Maui, for at høre, hvad vi skal stille op med batteriet. De gav os navnet på en mekaniker i Airlie Beach, som kan hjælpe os i morgen. Vi nyder aftensmaden lige til det begynder at regne og rykker indenfor. Vi slapper af resten af aftenen og får skrevet postkort. Vi har i dag kørt 763 km. og går til ro omkring kl. 22.00.

Dag 13

I dag stod vi også tidligt op, da vi jo skulle være ved havnen kl. 7.45. Mor og far kører os derhen og tager selv tilbage til campingpladsen igen. Selskabet, som vi har booket vores tur igennem, er dog en anelse anderledes informeret end hende, vi købte billetterne af i går. Det viste sig nemlig, at vi ikke havde betalt for våddragter, så 15 $ af de 20 $, vi havde med, gik til det, da man ikke kan svømme i vandet uden dem. Sommeren er jo lige om hjørnet, og når vandet varmes op, tiltrækkes de små, men enormt irriterende jellyfish. Bliver du ramt af en af deres tråde, kan det være livstruende. Nå ja, men vi betalte, og fik os sat tilrette på øverste dæk. Vi havde stort set ikke fået andet end søsyge piller til morgenmad, så vi var dækket ind, og solen varmede dejligt, da vi lagde fra land. Vi havde nu en 45 minutters sejltur foran os, og under vejs lukkede skyerne mere og mere til, og til sidst begyndte det at regne. Ikke just det vi havde håbet, men vi var fortrøstningsfulde. Vi gjorde efterhånden hold ude midt på vandet og blev så transporteret ind på starnden på Whitsunday island, hvorfra vi skulle gå en tur op og se Whitehaven beach, som er en af Australiens vidundere. Når tidevandet trækker sig tilbage, kan man gå på det hvideste sand fra en strand til en anden. Desværre stod tidevandet højt i dag samtidig med, at det regnede, så det tog sig ikke ud fra sin bedste side i dag. Nå, men tilbage ombord igen sejlede vi videre til stranden på billedet ovenfor, hvor solen havde fået overtaget. Her havde vi en time til at sole os, inden vi skulle tilbage ombord. Det var dejligt, og vi nød det til fulde. Da vi var kommet på båden igen, var det frokost tid, inden vi skulle snorkle.

Vi havde i går fået at vide, at vi skulle snorkle tre forskellige steder ude på revet, så det var jo også ved at være tid, men igen fik hende, der solgte os billetterne, uret, for det viste sig, at vi kun skulle snorkle én gang. Men hva vi fik iklædt os vores fineste pus (som det ses på billedet til højre), og i sprang vi. Nu er det jo ikke så kompliceret at følge instrukserne om: "kun ånd gennem snorklen, ikke gennem næsen", det egentlige problem opstår, når man forsøger at følge den fisk, der svømmer nedenunder én. Host...sprut... På et tidspunkt ser Lars og Anne op for at finde Mette, og de bliver noget overraskede, da de ser noget, der allermest ligner en hval, der sprøjter vand op...men nej det var ikke en hval, men i stedet Mette, der var i færd med at få stillet sin tørst gennem sit gigantiske sugerør:o) Så havde hun fået nok og kæmpede sin vej op til båden. Så gik turen efterhånden tilbage til Airlie Beach. Vi var lidt skuffede over turen både en blanding af vejret, fejlinformationer og selve revet, som ikke bød på så mange farver, som vi havde forventet. Men alt i alt havde vi en sjov tur, og det var fedt at prøve. Da vi vendte tilbage til mor og far, fik vi vasket det meste saltvand af under en udendørs bruser - halli halløjsa det var en kølig omgang - og var så klar til at køre. Mor og far havde i løbet af dagen fået tjekket camperen, og der var tilsyneladende ikke noget i vejen med batteriet, så må vi jo bare håbe det holder! Derudover havde de nydt dagen ved en kunstigt lavet lagune inde midt i Airlie Beach. Vi kørte lidt udenfor Townsville og slog lejr på en rasteplads. Vi nåede alligevel at køre 233 km i dag.

Dag 14

Det er da livet at stå op til høj sol, finde camping bord og stole frem og indtage morgenmaden i den fri natur...og hvorfor ikke ved siden af et mango træ med masse af frugter! Og det gjorde vi så i dag. Lars og Anne satte sig hurtigt for at plukke et par stykker til turen. Efter at have forsøgt os på skuldrene af hinanden, besluttede vi os for at finde stigen frem som bruges til at komme til køjs om natten. Endelig lykkes det, men desværre kom vi en uge eller to for tidligt, og frugterne var langt fra modne, men vi tager dem alligevel med os "de kan da modnes i forruden ikke sandt". Hmmmmm ikke just så senere i ørkenen måtte vi smide dem ud, da der var gået mere forrådnelse end modenhed i dem! Men efter at være færdige med morgenens mango-rov drejede Mette nøglen i Låsen, og med mor som syngende co-driver rasede vi af sted.

Vi skulle jo i dag blot huske en enkelt vejbeskrivelse, og det var "drej til venstre i Townsville og fortsæt lige ud". Og da vi gjorde det hen på formiddagen ændrede landskabet sig markant. Billedet til højre viser rigtig godt det landskab, vi så resten af dagen (og ja de følgende 2 dage). Ørkenen kan berette om et regnfald for 11 måneder siden, så man kan forestille sig, hvor udtørret det hele var. Temperaturen steg også kraftigt (omkring de 50 i solen - og nu er det jo ikke så nemt at finde skygge i ørkenen) jo længere ind, vi kom. Men helt ærlig, kan det komme som nogen overraskelse, vi er jo i ørkenen!!! Vi havde vist alle blot sat vores lid til airconditionen i campervanen, som desværre kun kunne nedkøle driver og co-driver! Efter 970 km smider vi vanen ind på en campingplads i Mt. Ioa, hvor vi på rekordtid får koblet strøm til og tændt for airconditionen...ahhhhhhh:o) Mette tager den ulidelige tjans og laver aftensmad, som vi nyder udenfor. Vi tager et dejligt koldt bad, inden vi efterhånden går til ro.

Dag 15

Efter en varm nat står vi tidligt op, for vi er alle enige om, at denne tur gennem ørkenen bare skal overstås. Så efter at have fået stillet sulten begiver vi os af sted. Vi havde jo hørt hist og her, hvad vi kunne forvente os i ørkenen, og en af tingene var de berømte og berygtede "road trains". Det er lastbiler med helt op til seks vogne på, den længste vi så var dog med fire, og på billedet til venstre kan I få en idé om, hvor enorme de er. Så det man er vant til, at der sker, når man passerer en anden bil i modsat kørselsretning, er vrmmmm. Men i dette tilfælde er det vrmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmmm. Og man skal ikke lege "kylling" med dem, hvis de ligger halvvejs ovre i ens spor, for de flytter sig ikke, så man kan lige så godt, først som sidst, tage farten af og smide to hjul af vejen. De var dog fascinerende! Det bliver efterhånden frokosttid, og vi gør holdt. Det er pest eller kolera at skulle bestemme sig for at spise udenfor i skyggen (selvfølgelig) eller blive inde i camperen. Men benene strækkes dog bedst udenfor, så efter at Anne har smurt sig selv en ganske fortræffelig mad, bevæger hun sig udenfor. Hun har udset sig en plads på en bænk, som stort set er dækket af fugleklatter, men som lige har én ikke-fuld-af-fulgeklatter-plads (er der ikke en lampe, der burde lyse rød?). Jeps, den snupper jeg...tra la li la lu la laj...nej, hvor er der altså mange fugle, der skræpper her (stadig ingen lampe der lyser?), hvor er de mon - SPLAT!!!!!

Magen til frækhed...gud ske lov skød den lorte papegøje en millimeter ved siden af og ramte kun blusen og ikke maden. Helt ærlig kan man nu ikke engang spise sin mad i fred, det var jo ikke som om, at der var nogle advarselstegn! Nå, men resten af familien vælger at spise andetsteds, og Anne forsøger at finde det positive ved situationen, det skulle jo betyde held, når en fugl skider på dig, lad os se i morgen. Inden længe er vi på farten igen, og igen i dag er der kun brug for blinklyset en enkelt gang, nemlig da vi skal dreje i første kommende T-kryds efter 700 km, hvor der på vejskiltet står skrevet: "Højre -> Darwin; Venstre <- Syd", nemmere bliver det vist ikke. Vi drejer så sydpå og har nu godt seks timer til Alice Springs. Vi kan dog hurtig regne ud, at vi ikke når hertil i dag, så vi begynder at se os om efter en camping-park, og vi finder én efter godt 250 km. Den har dog været lukket i 5 år, så vi må videre. Vi begynder så småt, at længes mere og mere efter airconditionens svalende kulde.

Så det er med nød og næppe, at vi formår at nyde "Devils Marbles" (billedet ovenfor til højre), som faktisk er besynderlige mange, enorme, runde sten på den blotte jord. Endelig ankommer vi til en lille flække, eller rettere sagt tre huse, en camping-park (billedet til venstre) og fælles lokum i baghaven! Ti-Tree hedder stedet for natten, og vi slår lejr, og inden længe kører airconditionen for fulde hammer. Det første vi ser er pladsens private kænguru og påfugl. Der går dog ikke længe, inden junior spotter poolen, og på nul - komma - fem svømmer vi alle i poolens fantastiske vand. Åhhhh, det var skønt at blive kølet ned, og imens hun-kønnet brusebader, tilbereder han-kønnet maden! Det er som altid lækkert og med en kold bajer, nyder vi aftenen, inden vi går til ro. Vi fik i dag tilbagelagt 978 km. og ser frem til en dag med kun ca. 600 km. i morgen.

Dag 16

I dag står vi lige tidligt op for éngangs skyld - ja vi lopper den ikke af under dynen. Vi kunne i går aftes ikke helt blive enige om, hvorfor kænguruen hed "Fred" (som vi havde hørt nogen kalde den), når Anne nu havde set, at den bar en unge i pungen, hvis hale stak ud. Da Anne jo synes, at det er helt fantastisk med de her kænguruer og deres unger, filmede hun jo på livet løs i går og fortalte vildt og bredt om det fantastiske "liv". Så man kan forstå, hun blev lidt forundret, da hun i dag ville sige farvel til kænguruen, og der pludselig drypper gullig væske fra baby-ungens hale...hmmmm...nå men så blev navne-mysteriet da løst!!! Vi sætter efterhånden snuden mod Alice Springs, som vi når inden frokost. Vi indhenter lidt information om solnedgang og opgang ved "Ayers Rock" inde i Alice Springs. Da Carina og Anne for nogle år siden besøgte Alice Springs, var de til en koncert med de berømte didgeridoo's,

og familien Overgaard vil gerne opleve samme koncert, så vi finder frem til stedet, hvor Carina og Anne så koncerten. Desværre opererer disse koncerter først i marts, så vi må gå slukøret herfra. Vi fik dog en lille smagsprøve på det, og det lød bare super godt. Vi kører nu mod Ayers Rock, som også hedder Uluru, og på vejen hertil kører vi forbi en kamel-farm (billedet ovenfor). Det er helt mærkeligt at forstille sig, at der lever kameler frit her, men det gør der, for senere ser vi en død en af slagsen i vejkanten!?! Det vil være synd at sige, at temperaturen er faldet, så alle er glade, da vi i det fjerne ser Uluru. Helt fantastisk syn. Vi finder campingpladsen og efter at få koblet camperen til strøm, så bosse kan køle af indendøre, hopper resten af familien i poolen. På billedet til venstre ser vi, hvordan junior lige får dyppet svigermor:o) Det var lige som i går skønt at blive kølet af, og vi nyder det i poolen, indtil det er tid til at begive os ud mod stenen for at se solnedgangen.

Vi er dog ikke de eneste, som har fået denne idé i dag, så det vrimler med mennesker. Vi finder alle stolene frem på første parkét, og vi er klar til at nyde dette. Næsten da...for Anne er ikke helt tilfreds med udsigten, da der er op til flere små buske, der forstyrrer hendes udsyn, så da de andre går ud og udforskede området, tager Anne sagen i egen hånd. Hun løber ind i camperen, og vupti finder hun stigen. Hun får den placeret sikkert på af en stup, og "Så ser man lige mig, jeg er så fuld af fart, jeg kravler op ad stigen og...", bum ned af stigen det går. Og i stedet for at indse at slaget er tabt, forsøger hun ihærdigt på vejen ned mod den hårde og ubarmhjertige jord, at finde noget, hun kan klamre sig til, hvilket i stedet resulterer i, at hun rammer alt indenfor hendes rækkevidde. Først det, der viste sig at være en ustabil stup - AV -, derefter stål-virerne, der er udspændt mellem de mange stuppe - AV AV -, og så til sidst den alt for hårde jord AAAAAAAAAAV!

For hulen da, men hun forsøger at komme hurtigt op for at sikre sig, at ingen har set det, men det er for sent. Far er på vej med raske skridt sammen med andre bekymrede turister, og det er lidt svært at skjule at være faldet fra en stige, når man har skrammer over det hele, og håret fuld af støv og grene. Mor og Mette, som står i det fjerne hører et: "wauuuuu" efterfulgt af et buuuuum, og de kigger på hinanden og Mette spørger: "faldt hun ned"? Nå, men efter lidt kærlig omsorg og en øl, er humøret højt og solnedgangen nydes til fulde. Det specielle ved solnedgangen over Ayers Rock er, at stenen skifter farve undervejs og indtager mange forskellige nuancer rød. Men man skal være hurtig på aftrækkeren, for det går hurtigt. Det var bare rigtig flot! Herefter begiver vi os tilbage til pladsen og får lavet aftensmad. Vi går tidligt i seng, da vi jo skal tidligt op i morgen. I dag har vi kørt 675 km.

Dag 17

Jamen, så kan det da vist ikke blive varmere, er der noget der hedder trope, trope, TROPE nætter! Heldigvis havde vi sat vækkeuret til kl. 04.05 i dag, og det var en befrielse for os alle at skulle op. Udhvilede er vi ikke, men glæder os til at se solopgangen ude ved Uluru. Vi beslutter at spise morgenmad ude ved stenen, så vi begiver os af sted. Desværre er der mange skyer på himmelen her til morgen, så solopgangen bliver ikke helt så flot som forventet, men stadig en stor oplevelse. Vi leger japanske turister i et stykke tid og går derefter tilbage til campervanen og tilbereder morgenmaden. Og ja det er ikke hver dag, man kan prale af at nyde sin morgenmad med Ayers Rock i baggrunden, men det kan vi i dag. Det er jo stadig tidligt, så vi nyder de 26 grader. Ayers Rock er et resultat af, at jorden i tidernes morgen forskubbede sig og fik skubbet stenen ca. 348 m op over jordens overflade.

Ja, den indtager faktisk en lodret stilling og er ca. 4 gange så lang under jorden. Den dækker omkring 3.33 km2 og omkredsen ved foden af stenen er 9.4 km., og den tur har vi besluttet at gå. Man kan også bestige Uluru, men da stenen er hellig for aboriginerne, fandt vi det alle forkert at gøre det. Så vi begynder i stedet turen rundt om Ayers Rock kl. 7.45, hvor solen allerede gav en hel del varme fra sig. Heldigvis blæste det lidt, og det gjorde turen udholdelig. Stenen består af en masse grotter og indhak, hvor mange af heraf er hellige steder, hvor aboriginerne stadig den dag i dag udfører forskellige ritualer. Stenen var for tusinde år tilbage brun, men fordi jernet, som stenen indeholder, ruster når det kommer i kontakt med ilt, er stenen rød som aldrig set før. Man siger at et af de indhak, eller hvad man nu skal kalde dem, er der, hvor stenens hjerte er blevet taget ud (billedet nedenfor til højre).

Der er mange sjove og spændende historier i forbindelse med Uluru, en af dem er, at mange af de godt 500.000 mennesker, der årligt besøger stenen, tager et lille stykke af stenen med sig hjem velvidende, at det er fredet. Efter de kommer hjem, oplever de så uheld i en eller anden forstand og tillægger nu stenen at være årsag hertil. Derfor kan man i det kulturcenter, der tilhører nationalparken, hvori Ayers Rock ligger, finde et ringbind proppet med breve fra folk verden over, der ønsker at returnere det sten-stykke, de har fjernet fra Uluru. Derudover bød kulturcenteret på mange andre spændende ting såsom den karakteristiske prikmaling, som aboriginerne er kendt for. Nå, men tilbage ved turen rundt om stenen, som var imponerende flot, men også meget varm. Vi er færdige med turen kl. 10.15 og kører nu til det ovenfor omtalte kulturcenter og bruger en time der, inden vi spiser en tidlig frokost og vender snuden mod Alice Springs igen.

Vi føler os alle fem som svin i en kogekeddel, og da vi endelig finder campingpladsen i Alice Springs, indtager vi det, vi alle er enige om, er den bedste øl til dags dato. Den er da også væk forholdsvis hurtig, og så hopper vi alle fem i poolen. Gud fri os vel det var en befrielse, selv bosse bliver siddende frivilligt i poolen. I mens Mette underviser junior i kunsten at stå på hænder i vandet, så morer resten af familien sig over Lars konstante problemer med at holde badebukserne på. Det er ikke så nemt, når elastikken svigter, og snoren er faldet ud:o) Efter at vi alle er blevet kølet ned, og temperaturen er faldet lidt, tager vi et bad, og gør os klar til middag i Alice Springs. Det er jo Lars' fødselsdag i morgen, så det vælger vi at fejre på forhånd, da vi jo skal flyve til Melbourne i morgen. Vi finder en hyggelig restaurant og har en rigtig dejlig aften. Vi er alle godt trætte oven på denne begivenhedsrige dag, som begyndte tidligt, så vi falder alle i søvn, inden vi rammer puden. Dagens kilometertal blev 509.

Dag 18

I dag er det juniors fødselsdag - hurra hurra hurra! Nej, hvor har vi alle sovet rigtig godt i nat, ja det er da lige på nær fødselsdagsbarnet. Lars har nemlig ligget vågen - uden pis - hele natten og været bange for, at vi andre skulle komme og smide kanel på ham. Men helt ærlig det kunne vi da ikke finde på!!! Mon han er bange for, at Anne kunne finde på at gøre gengæld? Nå, men vi laver en dejlig morgenmad til ham og fejrer ham med sang, flag og pakker. Lige pludselig ringer telefonen, og Karen og Hans Jørgen vil lige sige tillykke til deres søn på den anden side af jorden - det var hyggeligt! Nå, men efter morgenmaden går vi i gang med at pakke vore ting og gøre rent i camperen. Det får vi overstået hurtigt og inden længe er vi klar til at gå ned til poolen, men der er lige en enkelt lille bette ting, der skal overstås først. For skinhellig er ikke vores mellemnavn, og selvfølgelig skal junior opleve kanelens søde duft...

Og med ét har søstrene Overgaard nedlagt deres bytte, og rundt om hjørnet kommer bosse farende med en spand vand, og i hælene på ham kommer svigermor med kanelen - det er team-work så det batter! Det eneste den stakkels lille Lars når at fremstamme, inden han inhalerer kanelen er: "bosse, det havde jeg ikke troet om dig..." Hi hi vi morer os. Vi hopper nu i poolen og nyder en time her, inden det er tid til at køre mod Maui, hvor vi skal aflevere bilen. Inden vi når så langt, kører vi ind forbi samme butik, hvor vi forhørte os om didgeridoo-koncerten den anden dag. Lars og Anne køber en didgeridoo og en boomerang. Mor og far en boomerang og et prikmaleri, og Mette investerer penge i to høje fugle af træ og dekoreret med prikmaling samt en boomerang. Herefter spiser vi pizza inde i Alice Springs og kører så til Maui. Vi får afleveret bilen, og så er det slut på første etape af ferien. Vi tager en taxi til lufthavnen, og inden længe letter vi fra Alice Springs og de 45 grader. Vi får at vide i flyet, at der er 16 grader i Melbourne, vi kigger på hinanden og er lidt spændte på, om vi kan undvære varmen - vi er ikke nemme at gøre tilpas. Vi lander i Melbourne kl. 20.15 og finder snart en taxi, som tager os til Lars og Annes lejlighed i Elwood. Vi bliver enige om, at selvom lejligheden ikke er så stor, er det alligevel en forbedring fra camperen. Vi får takket være Lars pustet luftmadrasserne op - mund til mund metoden. Inden vi er klar til at gå til ro, nyder vi en kop kaffe. Alt i alt har vi på 15 dage kørt 5912 km, så det er jo også en slat, og selvom det har været varmt ind over ørkenen, har vi nu hygget os.

Dag 19

I dag står vi lidt senere op end normalt, og det er dejligt at få sovet igennem. Lars smutter ned i byen og køber ind til morgenmaden, og han frembringer pandekager og det hele, så vi nyder morgenmaden. Vi gør os efterhånden klar til at tage en sporvogn ind til Melbourne. Sporvognen, eller tram'en som den kaldes her, er jo et specielt og sjældent transportmiddel, så det skal prøves. Vi starter med at gå en dejlig tur langs floden Yarra River, som løber gennem Melbourne (billedet til højre). Temperaturen er faldet en del, og det blæser mere, men det er stadig dejligt. Vi går herefter en tur i Melbourne Royal Botanic garden, som på en søndag som denne er proppet med by-mennesker, der nyder at søge ly for storbyens larm og støj. Det er skønt, og vi sætter os på en bænk og nyder livet for en stund, for lige pludselig sidder vi alle anspændte af forundring over, hvad der sker på græsset foran os.

Som tidligere nævnt elsker australianerne jo at barbeque, så folk benytter de mange offentlige grill, som er opstillet rundt omkring og steger deres bøffer, pølser og tilsyneladende kyllingelår der. For der er åbenbart nogen, der har glemt at rydde op efter sig i går, for vi ser pludselig en måge - ja en måge - komme gående med et kyllingelår i næbet. Ja, I læser ikke forkert og nej, vi har ikke skrevet fejl, og på billedet til venstre kan I se, hvordan det ser ud, når en måge - ja en måge - fortærer/sluger et kyllingelår. Det er simpelthen for sygt, den bliver da forstoppet og eksploderer efter det!? Nå men efter at være kommet os oven på chokket tager vi en sporvogn ned til havnen, hvor der i denne weekend afholdes en mindre festival. Da vi ankommer, er det dog næsten slut, og da det blæser en del, finder vi i stedet en cafe, hvor vi nyder en øl (billedet nedenfor til højre).

I løbet af dagen har vi forgæves ledt efter noget tobak til far, men tilsyneladende er piben ikke helt så udbredt i Australien, som den er i Danmark. Det betyder selvfølgelig, at det er svært at opdrive, men også at prisen er en anelse højere end i Danmark, vil nogen nok påstå. 22 $ måtte far slippe for en pakke, hvilket i danske kroner svarer til ca. 100 kr.! Bosse sank lige adamsæblet en ekstra gang, men tobak skulle han jo ha':o) Så lærer man vel at spare, ikke sandt. Efter at have nydt live-musikken på caféen, tager vi en sporvogn hjemad. I denne forbindelse får vi også lige dagens motion, da Overgaard-banden ikke lige har fået timet og tilrettelang deres geniale plan, må vi nemlig - i én lang række - spurte efter dagens sidste sporvogn. Men vi når den, og inden længe er vi hjemme. Eller dvs. at turen for Lars og Anne jo ikke er så lang, da de er vant til den, men for bette mor og hendes lille blære var turen længere end forventet. Heldigvis forbarmer den rare pizzamand sig over mor, som efterhånden har vand (eller...) helt op i øjnene og har indtaget en kalveknæet stilling. Og da han tilbyder, at vi kan låne hans toilet, kan vi ikke se mors røv for bare skosåler! Hjemme i lejligheden får vi aftensmad og går tidligt til ro, da Lars jo skal tilbage på arbejde i morgen.

Dag 20

I dag nyder vi også - undtagen Lars - at sove længe. Da vi endelig står op og har spist vores morgenmad, beslutter vi os for at gå ind til den forstad, der hedder St. Kilda, som ligger ca. tre km fra Elwood. Der går en strandpromenade hele vejen fra Elwood til St. Kilda, så vi går turen langs stranden (billedet til venstre). Vejret er bare super i dag med høj solskin. Vi spiser vores frokost i St. Kilda og får shoppet lidt. Vi handler også ind til aftensmaden, som i dag står på hjemmelavet pizza. Anne har jo en slatten rygrad, når det kommer til de lækre smooties, de laver hernede - helt sikkert en ting, der skal importeres til Danmark, og det kan kun gå for langsomt - så hun præsenterer familien for disse himmelske drikke. Familien falder dog også for dem, og inden de flyver hjem til Danmark, har de da også hver deres favorit.

Nå, men med smootie'en i hånden og efter at mor har tisset af, begynder vi at gå hjem til Elwood. På vejen hjem går vi forbi tre drenge, hvoraf den ene, efter at have passeret bosse, siger til de andre: "did you see what that man had in his mouth"!?! De lignede alle tre nogle, der havde set E.T. i levende live, og vi blev blot mere forstående overfor, hvorfor det er så svært og dyrt at opdrive tobak down under:o) Endelig får Lars fri, og vi nyder at være samlet alle sammen igen. Vi får spillet lidt, og Mette kaster sig over at redigere de 1500 billeder, vi har taget i alt, så de kan få dem med hjem på en cd.

 

Dag 21

I dag har vi besluttet at besøge Melbournes Queen Victoria market, som ligger i den nordlige del af Melbourne city. Vi springer på en sporvogn (billedet til venstre) efter morgenmaden, og skynder os ind til byen. Lars er jo desværre på arbejde igen i dag, så det er kun mor, far og søstrene Overgaard, der tager dertil. Queen Victoria market er et kæmpe område, hvor der sælges alt, hvad hjertet begærer - og ikke begærer -, og der går ikke længe førend shoppe-instinktet har nået nye højder (billedet nedenfor til højre). Vi bruger ca. tre timer på markedet, så har en vis hr. Overgaard også fået nok, og vi finder et sted og spiser frokost. Vi har aftalt med Lars, at vi skal være hjemme igen kl. 16.00, for vi skal nemlig til Philip Island i aften. Så vi vender snuden hjem denne gang på toget, da det jo går lidt hurtigere end med sporvognen.

Lars kommer hjem i firmabil, og vi sætter kursen mod Philip Island, som ligger godt 200 km syd for Melbourne. Det specielle ved denne ø er, at man hver aften ved solnedgang kan se pingvinerne komme på land og vandre til deres respektive hjem. Vi ankommer lige til aftensmad og efter at have spist, går vi en tur i det informations center, der hører til attraktionen og ser nogle af mødrene, som er i rederne. Det er nemlig ruge-sæson for tiden, så mor og far pingvinen skiftes hver dag til tage af sted ved solopgang og svømme af sted efter med. Den, der bliver hjemme, ruger så på ægget i mens. Vi og en hulens masse japanere finder os efterhånden til rette på nogle trapper helt nede ved strandkanten og venter så på de små dyr. HELT ærlig er det bare os, eller kan man ikke godt snart tillade sig at generalisere, når det kommer til japanere og deres evne til at forstå simpel information? Værterne forklarede op til flere gange, at alle skulle blive siddende, ikke tage billeder og ikke larme for meget, da oplevelsen vil være meget bedre, hvis disse tre regler overholdes. Alligevel knibsede de (japanerne) af sted på deres kameraer og rejste og satte sig hele tiden, så man skulle tro, der var blevet sat en "bølge" i gang!!! Nå, men i et forsøg på ikke at hidse os selv op, forsøgte Lars at fange alles opmærksomhed ved at sige med et overrasket udtryk og samtidig pege ud mod vandet: "look look"! Hi hi hi den er altså lige go' hver gang. Som det flokdyr menneske-racen nu er, vendte alle tilstedeværende sig i retning af Lars' finger, mens vi fem sad og grinede:o)

Nå, men endelig kom de så, ca. 200 bette små pingviner kom lige så stille i deres jakkesæt vraltende op af vandet (billedet til venstre har vi fundet til jer på nettet). Det var en sjov oplevelse og senere på vejen tilbage til parkeringspladsen, kunne vi se dem komme hjem til deres hjem, og det var helt fantastisk at høre, hvordan hunnerne ihærdigt kaldte på deres mand. Klokken var nu blevet 22.30, så vi kørte hjem igen efter at have oplevet en ægte pingvinparade.

Dag 22

I dag overlod vi så far, mor og Mette til dem selv, da også Anne skulle på arbejde i dag inde på caféen. De havde fået kort mv., så de selv kunne finde rundt, indtil vi kom hjem igen. Så efter at have spist deres morgenmad tager de en sporvogn ind til Albert Park, som ligger lidt før det marked, hvor Anne arbejder. Her går de en tur, inden de finder Anne på arbejdet (billedet til højre). De skulle jo lige se stedet, hvor Anne gør sin karriere som servitrice! Vi spiser frokost sammen, og efter at have shoppet lidt på markedet finder de en sporvogn og tager hjem. Da Lars og Annes arbejdsdag endelig er ovre, mødes vi alle hjemme i lejligheden til lækker aftensmad. Da vi alle er klar til at gå til bords, har mor udset sig en af de blå klap-sammen-stole med tilhørende pude, som står i hjørnet. Hun går direkte efter sit bytte og slår røven i sædet...eller det var i hvert fald meningen! For lige i det mor sætter sig og prøver at komme fri af gulvtæppet, som har viklet sig ind i stolebenet, gør klap-sammen-stolen det, den er bedst til, nemlig at klappe sammen! Buuum...der sad mor så på gulvet, med ét udtryk vi nok aldrig glemmer:o) For s.... det er go' humor mor:o) Mette, far og Anne falder om på gulvet af grin, og det er kun svigersønnen, der kommer mor til undsætning og hjælper hende op igen. Ja, gad vide hvem Anne har sin elegance fra...hmmmmm! Efter at være kommet os ovenpå grineflippet, som efterhånden også overmandende junior, fik vi spist vores aftensmad.

Vi hygger med spil og kaffe inden, vi beslutter os for, at vi hellere må gå til ro, inden der sker mere i dag. Her kan I se, hvordan vi fik os indrettet på de få m2. Vi havde overladt sengen til de gamle, og vi tre unge boltrede os så på luftmadrasserne, som det ses. Det var småt men godt.

 

Dag 23

Den sidste hele dag sammen! Og den skulle jo bruges fornuftigt. Vejret i dag kunne ikke blive bedre, så vi gik en tur ind til St. Kilda og nød hinandens selskab med smoothies osv. Hen på eftermiddagen kaldte stranden på os, og vi gik de fem min., som der nu er, og nød det gode vejr. Vi havde jo efterhånden oplevet så meget på så kort tid, at vi bare nød at slappe af. Efter at have nydt solen lidt gik vi tilbage til lejligheden, hvor bette søs fik lov til at lege frisør på store søs, som det ses på billedet. Vi skulle i aften have det, vi havde snakket om hele turen, nemlig kænguru! Og ja det smager faktisk ret så godt, så vi - Lars og Anne - turde godt præsentere skibonitterne for den anderledes spise. Vi fik det hele tilberedt, og på billedet nedenfor ses resultatet.

Vi skålede og fik sagt tak for en helt fantastisk og uigenkaldelig ferie sammen. Vi har virkelig nydt at tilbringe de sidste tre uger sammen med jer, det har været en sand fornøjelse. Det er dejligt at have minder fra en ferie, hvor alt bare har været fryd og gammen, selvom de høje temperaturer i ørkenens hede satte temperamentet på en prøve:o) Vi er glade for, at I udnyttede muligheden for at komme om på den anden side af jorden og opleve en bid af vores eventyr sammen med os. Og som vi jo har snakket om, så skal I være hjertelig velkommen til at komme igen:o) Vi glæder os til at gense jer hjemme i Danmark d. 30. juni, og selvom det nu føles som en evighed, ved vi, at inden vi får set os om, står der juni på kalenderen, og vi er hjemme igen. Tak for denne gang lyder det fra Melbourne.

P.S.

Her skulle der have været et billede af mors blå bagdel, men det er blevet censureret af Bill Gates!?!

Dette Websted blev sidst opdateret 18. januar 2007